Henrik Ibsens skrifter: Gengangere

Regine

(med dæmpet stemme.)

Hvad er det du vil? Bliv stående
der du står. Det drypper jo af dig.

Engstrand

.

Det er Vorherres regn, det, barnet mit.

Regine

.

Det er fandens regn, er det.

Engstrand

.

Jøss’ som du snakker, Regine. (halter
et par skridt frem i stuen.) Men det var
det, jeg vilde sige –

Regine

.

Klamp ikke så med den foden, men-
neske! Den unge herren ligger og so-
ver ovenpå.

Engstrand

.

Ligger han og sover nu? Mit på lyse
dagen?

Regine

.

Det kommer ikke dig ved.

Engstrand

.

Jeg var ude på en rangel igårkveld –

Regine

.

Det tror jeg gerne.

Engstrand

.

Ja, for vi mennesker er skrøbelige, bar-
net mit –

Regine

.

Ja, vi er nok det.

Engstrand

.

– og fristelserne er mangfoldige i den-
ne verden, ser du –; men endda så stod
jeg, ja Gu’, ved mit arbejde klokken halv
sex idag tidlig.

Regine

.

Ja, ja, kom dig nu bare afsted. Jeg vil
ikke stå her og ha’ rendez-vous’er med
dig.

Engstrand

.

Hvad vil du ikke ha’ for noget?

Regine

.

Jeg vil ikke ha’, at nogen skal træffe
dig her. Se så; gå så din vej.

Engstrand

(et par skridt nærmere.)

Nej Gu’ om jeg går før jeg får snakket
med dig. I eftermiddag blir jeg færdig
med arbejdet dernede i skolehuset, og så
stryger jeg hjemover til byen med damp-
båden inat.

Regine

(mumler.)

Lykke på rejsen!

Engstrand

.

Tak for det, barnet mit. Imorgen skal
jo asylet indvies, og så blir her vente-
ligvis ståk og styr med berusendes
drikke, ser du. Og der skal ingen si-
ge på Jakob Engstrand, at han ikke
kan holde sig undaf når fristelsen kom-
mer.

Regine

.

Hå!

Engstrand

.

Faksimile

Ja, for her møder jo så mange fine folk
imorgen. Presten Manders er jo også
ventendes fra byen.

Regine

.

Han kommer alt idag.

Engstrand

.

Ja ser du det. Og så vil jeg fan’ ik-
ke, at han skal få noget at sige på mig,
skønner du.

Regine

.

Åhå , er det så fat!

Engstrand

.

Hvadfornoget er fat?

Regine

(ser visst på ham.)

Hvad er det nu for noget, du vil narre
presten Manders til igen?

Engstrand

.

Hys, hys; er du gælen? Vil jeg narre
presten Manders til noget? Å nej, pre-
sten Manders er altfor snil en mand
imod mig til det. Men det var det,
jeg vilde snakke med dig om, ser du,
at inat så rejser jeg altså hjem igen.

Regine

.

Rejs jo før jo heller for mig.

Engstrand

.

Ja, men jeg vil ha’ dig med mig, Re-
gine.

Regine

(med åben mund.)

Faksimile

3.

Vil du ha’ mig –? Hvad er det, du
siger?

Engstrand

.

Jeg vil ha’ dig med mig hjem, si-
ger jeg.

Regine

(hånsk.)

Aldrig i evighed får du mig med
dig hjem.

Engstrand

.

Å, det skal vi nok få se.

Regine

.

Ja, det kan du være viss på vi skal få
se. Jeg, som er opvokset hos kammer-
herreinde Alving –? Jeg, som blir holdt
næsten som et barn her –? Skulde jeg
flytte hjem til dig? Til et sligt hus?
Fy da!

Engstrand

.

Hvad fan’ er det? Sætter du dig op
imod din far, tøs?

Regine

(mumler, uden at se på ham)

Du har tidtnok sagt, at jeg ikke kom
dig ved.

Engstrand

.

Pyt; hvad vil du bry’ dig om det –

Regine

.

Har du ikke mangen god gang skældt
og kaldt mig for en –? Fi donc!

Engstrand

.

Nej-Gu’ brugte jeg da aldrig så stygt et
ord ligevel.

Regine

.

Å , jeg sanser nok, hvad ord du brugte.

Engstrand

.

Ja, men det var jo bare når jeg var
på en kant – hm. Fristelserne er mang-
foldige i denne verden, Regine.

Regine

.

Uh!

Engstrand

.

Og så var det når din mor slog sig vrang.
Noget måtte jeg da finde på at ærte hen-
de med, barnet mit. Altid skulde hun
nu være så fin på det. (hærmer) «Slip
mig ˹Engstrand!˺ Lad mig være! Jeg har tjent tre
år hos kammerherre Alvings på Ro-
senvold, jeg!» (ler.) Jøss’ bevar’s; aldrig
kunde hun da glemme at kaptejnen
blev kammerherre mens hun tjente
her.

Regine

.

Stakkers mor; – hende fik du da
tidsnok pint livet af.

Engstrand

(svinger på sig.)

Ja det forstår sig; jeg skal jo ha’ skyl-
den for alting.

Regine

Faksimile

3b

(vender sig bort, halvhøjt.)

Uf –! Og så det benet.

Engstrand

.

Hvad siger du, barnet mit?

Regine

.

Pied de mouton.

Engstrand

.

Er det engelsk, det?

Regine

.

Ja.

Engstrand

.

Ja-ja; lærdom har du fåt herude, og
det kan komme godt med nu, det, Re-
gine.

Regine

(efter en kort taushed)

Og hvad var det så du vilde med mig
i byen?

Engstrand

.

Kan du spørge om, hvad en far vil
med sit eneste barn? Er jeg ikke en
enslig og forladt enkemand.

Regine

.

Å, kom ikke til mig med sligt sludder.
Hvorfor vil du ha’ mig derind?

Engstrand

.

Jo, ˹jeg˺ det skal sige dig, jeg har tænkt at
slå ind på noget nyt nu.

Regine

(blæser.)

Faksimile

Det har du prøvet så tidt; men lige galt
blev det.

Engstrand

.

Ja, men denne gangen skal du bare
se, Regine! – Fan’ æte mig –

Regine

(stamper.)

Lad være å bande!

Engstrand

.

Hys, hys; det har du så evig ret i, bar-
net mit! Det var bare det, jeg vilde sige,
– jeg har lagt ikke så lidet penger op for ar-
bejdet ved dette her nye asylet.

Regine

.

Har du det? Det er jo godt for dig, det.

Engstrand

.

For hvad skal en vel bruge skillingen
til her på landsbygden?

Regine

.

Nå, og så?

Engstrand

.

Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte
de pengerne i noget, som kunde lønne
sig. Det skulde være som en slags bevært-
ning for sjøfolk –

Regine

.

Uf da!

Engstrand

.

En rigtig fin beværtning, skønner du; –
ikke sligt noget svineri for matroser.

Faksimile

4.

Nej, død og pine, – det skulde være for
skibskaptejner og styrmænder og – og rig-
tig fine folk, skønner du.

Regine

.

Og så skulde jeg –?

Engstrand

.

Du fik hjælpe til, ja. Bare så for et syns
skyld, kan du vel tænke. Du skal fan’ ik-
ke få det svært, barnet mit. Du kan få
det rakt som du vil ha’ det.

Regine

Ja-vel, ja!

Engstrand

.

Men fruentimmer må der være i huset,
det er grejt som dagen, det. For om kvel-
lerne skal vi jo ha’ det lidt morosomt med
sang og dans og sligt noget. Du må san-
se på, det er vejfarendes sjømænder på
verdens hav. (nærmere) Vær nu ikke dum
og stå dig selv ivejen, Regine. Hvad kan
det bli’ til med dig herude? Kan det
nytte dig til noget at, fruen har kostet
lærdom på dig? Du skal jo passe unger-
ne på det nye asylet, hører jeg. Er det
noget for dig, det? Har du slig glupendes
lyst til at gå og slide dig helseløs for de
skidne ungernes skyld?

Regine

.

Nej, gik det som jeg havde lyst til, så –.
Nå, det kan vel komme. Det kan vel

Faksimile

komme!

Engstrand

.

Hvad for noget er det, som kan komme?

Regine

.

Bry’ dig aldig om det. – Er det man-
ge penge, du har lagt dig op herude?

Engstrand

.

I et og alt kan det vel bli’ så en
syv–otte hundrede kroner.

Regine

.

Det er ikke så ilde.

Engstrand

.

Det er nok til at sætte sig ivej med, det,
barnet mit.

Regine

.

Tænker du ikke på at gi’ mig noget
af de pengene?

Engstrand

.

Nej Gu’ tænker jeg ikke på det, nej.

Regine

.

Tænker du ikke på at sende mig så
my’ som et stakkers kjoletøj engang?

Engstrand

.

Kom bare og vær med mig ind til by-
en, du, så kan du få kjoletøjer nok.

Regine

.

Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis
jeg har lyst til det.

Engstrand

.

Nej, ved en fars vejledendes hånd, det
er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent

Faksimile

4

hus i Lille Havnegaden. Der skal ikke
mange kontanter til; og der kunde bli’
som et slags sjømandshjem, ser du.

Regine

.

Men jeg vil ikke være hos dig ! Jeg har
ikke noget med dig at bestille. Gå så!

Engstrand

.

Du blev fan’ ikke længe hos mig, barnet mit.
Det var nok ikke så vel. Hvis du forstod at
te dig da. Så vakker en tøs, som du er ble’t
på de sidste par år –

Regine

.

Nå –?

Engstrand

.

Det vilde nok ikke vare længe før der
kom en styrmand, – ja, kanske en kaptejn –

Regine

.

Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen.
Sjømændene har ingen savoir vivre.

Engstrand

.

Hvad har de ikke for noget?

Regine

.

Jeg kender sjømændene, siger jeg. Det er
ikke folk til at gifte sig med.

Engstrand

.

Så la’ bli’ å gifte dig med dem. Det kan
lønne sig ligevel. (fortroligere) Han – En-
gelsmanden – ha{m}n m med lystkutteren –
han gav tre hundrede speciedaler, han; –
og hun var ikke vakkrere, hun, end du.

Regine

(imod ham.)

Ud med dig!

Engstrand

(viger.)

Nå, nå; du vil da vel ikke slå, ved jeg?

Regine

.

Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud
med dig, siger h jeg! (og sme driver ham
op mod havedøren.) Og smeld ikke med
dørene; den unge herr Alving –

Engstrand

.

Han sover, ja. Det er svært som du bryr
dig om den unge herr Alving. – (sagtere)
Hoho ; det skulde da vel aldrig være så at
han –?

Regine

.

Ud, og det fort! Du er ør, menneske! Nej,
gå ikke den vejen. Der kommer pastor
Manders. Nedover køkkentrappen med
dig.

Engstrand

(mod højre.)

Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med
ham, som der kommer. Han er mand for
at sige dig, hvad et barn skylder sin far.
For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det
kan jeg bevise af kirkebogen.

(han går ud gennem den ov anden dør,
som Regine har åbnet og igen lukker ef-
ter ham.)

Regine

(ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med
lommetørklædet , og retter på sit krave-
bånd; derpå gir hun sig ifærd med blom-
sterne.)

Pastor Manders

.

Goddag, jomfru Engstrand.

Regine

(vender sig glad overrasket.)

Nej se, goddag, herr pastor! Er damp-
skibet alt kommet?

Pastor Manders

.

Det kom nu netop. (går ind i havestuen)
Det er dog et fortrædeligt regnvejr vi har
nu om dagene.

Regine

(følger ham.)

Det er et så velsignet vejr for landman-
den, herr pastor.

Pastor Manders

.

Ja, det har De visst ret i. Det tænker
vi byfolk så lidet på.

(han begynder at drage overfrakken af.)

Regine

.

Å, må ikke jeg hjælpe? – Se så. Nej, hvor
våd den er! Nu skal jeg bare hænge den

Faksimile

op i forstuen. Og så paraplyen –; den
skal jeg slå op, så den kan bli’ tør.

Pastor Manders

.

Ah, det gjorde rigtig godt at komme i hus.
Nå, her står dog alting vel til på gården?

Regine

Jo, mange tak.

Pastor Manders

.

Men dygtig travlt, kan jeg tænke, i an-
ledning af imorgen?

Regine

.

Å ja, her er jo en del at gøre.

Pastor Manders

.

Og fru Alving er forhåbentlig hjemme?

Regine

.

Ja kors; hun er bare ovenpå og passer
chokoladen til den unge herren.

Pastor Manders

.

Ja sig mig –, jeg hørte nede ved stoppe-
stedet at Osvald skal være kommen.

Regine

.

Ja, han ˹kom˺ iforgårs. Vi havde ikke ventet
ham før som idag.

Pastor Manders

.

Og frisk og rask, vil jeg håbe?

Regine

.

Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt
efter rejsen. Han har faret i et kør lige
fra Paris –; jeg mener, han har kørt hele
routen med et og samme træn. Jeg tror
nok han sover lidt nu, så vi må nok tale
en liden bitte smule sagte.

Pastor Manders

.

Hys, vi skal være så stille.

Regine

,
(idet hun flytter en lænestol tilrette ved bordet.)

Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor,
og gør Dem det mageligt. (han sætter sig;
(hun flytter en skammel under hans fødder.)
Se så! Sidder herr pastoren nu godt?

Pastor Manders

.

Tak, tak; jeg sidder fortræffeligt. (betrag-
ter hende.) Hør, ved De hvad, jomfru
Engstrand, jeg tror tilforladelig De er
vokset siden jeg så Dem sidst.

Regine

.

Synes herr pastoren det? Fruen siger at
jeg har lagt mig ud også.

Pastor Manders

.

Lagt Dem ud? Nå ja, kanske lidt; – så
passeligt.

Regine

.

Skal jeg kanske sige fruen til?

Pastor Manders

.

Faksimile

Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn.
– Nå, men sig mig nu, min gode Regine,
hvorledes går det så Deres far herude?

Regine

.

Jo tak, herr pastor, det går ham nokså
bra’.

Pastor Manders

.

Han var indom hos mig da han sidst
var i byen.

Regine

.

Nej, var han det? Han er altid så glad når
han får tale med pastoren.

Pastor Manders

.

Og De ser da vel flittigt ned til ham om
dagene?

Regine

.

Jeg? Jo, det gør jeg nok; så tidt jeg får
stunder så –

Pastor Manders

.

Deres far er ingen rigtig stærk personlig-
hed, jomfru Engstrand. Han trænger
så inderligt til en ledende hånd.

Regine

.

Å ja, det kan gerne være, det.

Pastor Manders

.

Han trænger til at ha’ nogen om sig, som
han kan holde af, og hvis omdømme han
kan lægge vægt på. Han erkendte det selv
så trohjertigt, da han sidst var oppe hos
mig.

Regine

.

Ja, han har snakket til mig om noget
sligt. Men jeg ved ikke om fru Alving vil
være af med mig, – helst nu, da vi får
det nye asylet at styre med. Og så vilde
jeg så gruelig nødig fra fru Alving også,
for hun har da altid været så snil imod
mig.

Pastor Manders

.

Men den datterlige pligt, min gode pi-
ge –. Naturligvis måtte vi først indhente
Deres frues samtykke.

Regine

.

Men jeg ved ikke om det går an for mig,
i min alder, at styre huset for en enslig
mandsperson.

Pastor Manders

.

Hvad! Men kære jomfru Engstrand,
det er jo Deres egen far, her er tale om!

Regine

.

Ja, det kan så være, men alligevel –. Ja,
hvis det var i et godt hus og hos en rigtig re-
el herre –

Pastor Manders

.

Men, min kære Regine –

Regine

.

– en, som jeg kunde nære hengivenhed for
og se op til og være ligesom i datters sted –

Pastor Manders

.

Ja, men mit kære gode barn –

Regine

.

For så vilde jeg nok gerne ind til byen.
Herude er det svært ensomt, – og herr pasto-
ren ved jo selv, hvad det vil sige at stå
ensom i verden. Og det tør jeg nok sige,
om mig selvat jeg er både flittig ˹flink˺ og vil-
lig. Ved ikke herr pastoren nogen
slig plads for mig?

Pastor Manders

.

Jeg? Nej, tilforladelig, om jeg det ved .

Regine

.

Men kære, kære herr pastor, – tænk i-
alfald på mig, dersom at –

Pastor Manders

(rejser sig.)

Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand.

Regine

.

Ja, for hvis jeg –

Pastor Manders

.

Vil De kanske være så snil at hente
fruen?

Regine

.

Nu skal hun komme straks, herr pastor.

(hun Pas går ud til venstre.)

Pastor Manders

(går et par gange op og ned i stuen, står
en stund i baggrunden med hænderne på
ryggen og ser ud i haven. Derefter kom-
mer han atter i nærheden af bordet, tar
en bog og ser på fler titelbladet, studser

Faksimile

6b

og ser på flere:)

Hm, – ja så!

Fru Alving

(rækker ham hånden.)

Velkommen, herr pastor.

Pastor Manders

.

Goddag, frue. Her har De mig, som
jeg loved.

Fru Alving

.

Altid på klokkeslettet.

Pastor Manders

.

Men De kan tro, det kneb for mig
at slippe bort. Alle de velsignede kom-
missjoner og bestyrelser, jeg sidder i –

Fru Alving

.

Desto snillere var det af Dem at De
kom så betids. Nu kan vi få vore
forretninger afgjort før vi spiser mid-
dag. Men hvor har De Deres koffert?

Pastor Manders

(hurtigt.)

Mit tøj står nede hos landhandleren.
Jeg blir der inat.

Fru Alving

(undertrykker et smil.)

Er De virkelig ikke at formå til at

Faksimile

overnatte hos mig dennegang heller?

Pastor Manders

.

Nej, nej, frue; ellers så mange tak; jeg
blir dernede, som jeg plejer. Det er så be-
kvemt når jeg skal ombord igen.

Fru Alving

.

Nå, De skal få ha’ Deres vilje. Men jeg
synes da rigtignok ellers, at vi to gamle
mennesker –

Pastor Manders

.

Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er
naturligvis overstadig glad idag. Først
festdagen imorgen, og så har De jo fåt
Osvald hjem.

Fru Alving

.

Ja tænk Dem, hvilken lykke for mig!
Det er nu over to år siden han var hjemme
sidst. Og så har han lovet at bli’ hos mig
hele vinteren over.

Pastor Manders

.

Nej, har han det? Det var jo smukt og søn-
ligt gjort af ham. For det må vel være
ganske anderledes tiltrækkende at leve i
Rom og Paris, kan jeg tænke mig.

Fru Alving

.

Ja, men her hjemme har han sin mor,
ser De. Å min kære velsignede gut, –
han har nok hjerte for sin mor, han!

Pastor Manders

.

Det vilde jo også være altfor sørgeligt, om
adskillelse og syslen med sådanne ting

Faksimile

7.

som kunst skulde sløve så naturlige fø-
lelser.

Fru Alving

.

Ja, det må De nok sige. Men nej så-
mæn har ikke det nogen nød med ham,
ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig
at se, om De kan kende ham igen. Han
kommer ned siden; nu ligger han bare
oppe og hviler sig lidt på sofaen. – Men
sæt Dem nu ned, min kære herr pa-
stor.

Pastor Manders

.

Tak. Det er Dem altså belejligt –?

Fru Alving

.

Ja visst er det så.

(hun sætter sig ved bordet.)

Pastor Manders

.

Godt; så skal De da se –. (går hen til
stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pak-
ke papirer op af den, sætter sig på den
modsatte side af bordet og søger en ryd-
dig plads for papirerne.) Her har vi
nu for det første –. (Sig mig(afbrydende.)
Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer
de bøger her?

Fru Alving

.

De bøger? Det er bøger, som jeg læser i.

Pastor Manders

.

Læser De den slags skrifter?

Fru Alving

.

Ja såmæn gør jeg det.

Pastor Manders

.

Føler De, at De blir bedre eller lykkelige-
re ved den slags læsning?

Fru Alving

.

Jeg synes at jeg blir ligesom tryggere.

Pastor Manders

.

Det var mærkeligt. Hvorledes det?

Fru Alving

.

Jo, jeg får ligesom forklaring og bekræftel-
se på mangt og meget af det, jeg selv går og
tænker mig. Ja for det er det underlige,
P pastor Manders, – der er egentlig slet-
ikke noget nyt i disse bøger; der står ik-
ke andet end det, som de fleste mennesker
tænker og tror. Det er bare det, at de fleste
mennesker ikke gør sig rede for det eller
ikke vil være ved det.

Pastor Manders

.

Nå du min Gud! Tror De for ramme
alvor at de fleste mennesker –?

Fru Alving

.

Ja, det tror jeg rigtignok.

Pastor Manders

.

Ja, men dog ikke her i landet vel? Ik-
ke her hos os?

Fru Alving

.

Å jo såmæn, her hos os også.

Pastor Manders

.

Nå, det må jeg rigtignok sige –!

Fru Alving

.

Men hvad har De da forresten egentlig at

Faksimile

7b

indvende imod de bøger?

Pastor Manders

.

Indvende? De tror dog vel ikke at jeg be-
skæftiger mig med at granske sådanne frem-
bringelser?

Fru Alving

.

Det vil sige, De kender sletikke, hvad De
fordømmer?

Pastor Manders

.

Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrif-
ter for at misbillige dem.

Fru Alving

.

Ja men Deres egen mening –

Pastor Manders

.

Kære frue, der er mangfoldige tilfælde
heri livet, da man må forlade sig på an-
dre. Det er nu engang således her i ver-
den; og det er godt. Hvorledes skulde det
ellers gå med samfundene?

Fru Alving

.

Nej-nej; De kan ha’ ret i det.

Pastor Manders

.

Forresten benægter jeg naturligvis ikke at
der fra formens side kan være adskilligt til-
trækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan
jo heller ikke fortænke Dem i at De her i
Deres ensomhed ønsker at gøre Dem be-
kendt med de åndelige strømninger, som
efter sigende foregår ude i den store ver-
den, – hvor De jo har ladet Deres søn fær-
des så længe. Men –

Fru Alving

.

Men –?

Pastor Manders

(sænker stemmen.)

Men man taler ikke om det, fru Alving.
Man behøver dog virkelig ikke at gøre alle
og enhver regnskab for, hvad man læser og
hvad man tænker indenfor sine fire vægge.

Fru Alving

.

Nej naturligvis; det mener jeg også.

Pastor Manders

.

Man har dog pligter imod de omgivelser,
hvori man lever. Har man en god og gavn-
lig livsgerning at arbejde for, – og det burde
vi allesammen ha’, n så skylder man denne
livsgerning og man skylder sig selv at stå
for sine medmenneskers øjne i et så ulas-
teligt lys som muligt. Thi ansés man ikke
for ulastelig, så kommer man jo ingen vej
med sine formål.

Fru Alving

.

Det har De så aldeles ret i.

Pastor Manders

.

Tænk nu bare, hvilke hensyn De skylder
dette asyl, som De beslutted at oprette på en
tid, da Deres meninger om de åndelige ting
var såre afvigende fra nu; – så vidt jeg kan
skønne da.

Fru Alving

.

Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men
det var om asylet –

Pastor Manders

.

Det var om asylet , vi skulde tale, ja. Alt-
så – forsigtighed, kære frue! Og nu går vi
da over til vore forretninger. (åbner om-
slaget og tar en del papirer ud.) Ser De dis-
se her?

Fru Alving

.

Dokumenterne?

Pastor Manders

.

Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro,
det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg
har formelig måttet presse på. Autoriteterne
er jo næsten pinlig samvittighedsfulde når det
gælder afgørelser. Men her har vi dem alt-
så. (blader i bunken.) Se her er thinglæst
skøde på gårdparten Solvik, under herre-
gården Rosenvold, med påstående nyop-
førte husebygninger, skolelokale, lærerbolig og
kapel. Og her er approbationen på legatet
og på statuterne for stiftelsen. Vil De se –
(læser:) Statuter for børnehjemmet «Kap-
tejn Alvings minde».

Fru Alving

(ser længe på papiret.)

Der er det altså.

Pastor Manders

.

Jeg har valgt betegnelsen kaptejn og ikke
kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit
ud.

Fru Alving

.

Faksimile

Ja ja, ganske som De synes.

Pastor Manders

.

Og her har De sparebankbogen over den ren-
tebærende kapital , som er afsat for at dække
asylets driftsomkostninger.

Fru Alving

.

Tak; men vær så snil at beholde den for
bekvemheds skyld.

Pastor Manders

.

Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene
bli’ stående i sparebanken for det første.
Rentefoden er jo ikke meget tillokkende;
fire procent på sex måneders opsigelse.
Hvis man senere kunde komme over en
god panteobligation, – det måtte natur-
ligvis være første prioritet og et papir af
utvilsom sikkerhed, – så kunde vi jo nær-
mere tales ved.

Fru Alving

.

Ja ja, kære pastor Manders, alt det skøn-
ner De bedst.

Pastor Manders

.

Jeg skal ialfald ha’ øjnene med mig. –
Men så er der en ting til, som jeg flere
gange har tænkt at spøge spørge Dem om.

Fru Alving

.

Og hvad er det for noget?

Pastor Manders

.

Skal asylbygningerne assureres eller ikke?

Fru Alving

.

Faksimile

8b

Ja naturligvis må de assureres.

Pastor Manders

.

Ja, stop lidt, frue. Lad os se noget nærme-
re på sagen.

Fru Alving

.

Jeg holder alting assureret, både bygninger
og løsøre og avling og besætning.

Pastor Manders

.

Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme.
Det samme gør jeg også, – naturligvis. Men
her, ser De, er det en ganske anden sag. Asy-
let skal jo dog ligesom helliges til en højere
livsopgave.

Fru Alving

.

Ja men fordi om –

Pastor Manders

.

For mit eget personlige vedkommende vil-
de jeg sandeligen ikke finde det ringeste
anstødeligt i at sikre os imod alle mu-
ligheder –

Fru Alving

.

Nej, det synes rigtignok jeg også.

Pastor Manders

.

– men hvorledes har det sig med stem-
ningen hos folket her ude omkring? Dem
Den kender jo De bedre end jeg.

Fru Alving

.

Hm, stemningen –

Pastor Manders

.

Er her noget betragteligt antal af me-

Faksimile

ningsbere˹t˺tigede, – af virkelig meningsberet-
tigede, – som kunde ta’ anstød af det?

Fru Alving

.

Ja, hvad forstår De egentlig ved virke-
lig meningsberettigede?

Pastor Manders

.

Nå, jeg tænker nærmest på mænd i så-
vidt uafhængige og indflydelsesrige stillin-
ger, at man ikke godt kan undlade at til-
lægge deres meninger en viss vægt.

Fru Alving

.

Af sådanne findes her adskillige, som
kanske nok kunde ta’ anstød ifald –

Pastor Manders

.

Nå, ser De bare! Inde i byen har vi mang-
foldige af den slags. Tænk blot på alle min
embedsbroders tilhængere! Man kunde
virkelig så såre let komme til at opfatte
det, som om hverken De eller jeg havde den
rette tillid til en højere styrelse.

Fru Alving

.

Men for Deres eget vedkommende, kære
herr pastor, ved De da ialfald med Dem
selv at –

Pastor Manders

.

Ja jeg ved ; jeg ved ; – jeg har min gode
bevidsthed, det er sandt nok. Men vi
vilde alligevel ikke kunne hindre en vrang
og ufordelagtig udlægning. Og en sådan
kunde igen lettelig komme til at øve en
hæmmende indflydelse på selve asyl-

Faksimile

9.

gerningen.

Fru Alving

.

Ja, skulde det bli’ tilfældet, så –

Pastor Manders

Jeg kan heller ikke ganske bortsé fra den
vanskelige, – ja, jeg kan gerne sige pinlige
stilling, jeg muligens vilde komme i.
I byens ledende kredse beskæftiger man sig
meget med denne asylsag. Asylet er jo del-
vis oprettet til gavn for byen også, og forhå-
bentlig vil det i en ikke ubetragtelig grad
komme til at lette vore komunale fattig-
byrder. Men da nu jeg har været Deres råd-
giver og har styret det forretningsmæssige
ved sagen, så må jeg befrygte at de nid-
kære ført og fremst vilde kaste sig over
mig –

Fru Alving

.

Ja, det bør De ikke udsætte Dem for.

Pastor Manders

.

Ikke at tale om de angreb, der utvil-
somt vilde blive rettet imod mig i vis-
se blade og tidsskrifter, som –

Fru Alving

.

Nok, kære pastor Manders; det hensyn
er aldeles afgørende.

Pastor Manders

.

De vil altså ikke at der skal assureres?

Fru Alving

.

Nej; vi lar det være.

Pastor Manders

(læner sig tilbage i stolen.)

Men hvis nu ulykken engang var ude?
En kan jo aldrig vide –. Vilde De så kun-
ne oprette skaden igen?

Fru Alving

.

Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde
jeg aldeles ikke.

Pastor Manders

.

Ja men ved De hvad, fru Alving, – da
er det igrunden et betænkeligt ansvar vi
tar på os.

Fru Alving

.

Men synes De da at vi kan andet?

Pastor Manders

.

Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ik-
ke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et
skævt omdømme; og vi har på ingen må-
de lov til at vække forargelse i menig-
heden.

Fru Alving

.

De, som prest, ialfald ikke.

Pastor Manders

.

Og jeg synes da virkelig også, vi må ta
stole på, at en sådan anstalt har lykken
med sig, – ja, at den står under en særlig be-
skærmelse.

Fru Alving

.

Lad os håbe det, pastor Manders.

Pastor Manders

.

Faksimile

9b

Skal vi altså la’ det stå til?

Fru Alving

.

Ja visst skal vi så.

Pastor Manders

.

Godt. Som De vil. (noterer.) Altså – ik-
ke assurere.

Fru Alving

.

Det var ellers underligt, at De kom til at
tale om dette her netop idag –

Pastor Manders

.

Jeg har tidt tænkt at spørge Dem om det –

Fru Alving

.

F – for igår havde vi sånær fåt en ilde-
brand dernede.

Pastor Manders

.

Hvad for noget!

Fru Alving

.

Nå, det havde forresten ingenting på sig.
Der var gåt ild i noget høvlflis i snedker-
værkstedet.

Pastor Manders

.

Hvor Engstrand arbejder?

Fru Alving

.

Ja. Han skal mangengang være så ufor-
sigtig med fyrstikker, siges der.

Pastor Manders

.

Han har så mange ting i hodet, den mand,
– så mange slags anfægtelser. Gud ske lov,
han beflitter sig jo nu på at føre et ulaste-
ligt levnet, hører jeg.

Fru Alving

.

Så? Hvem siger det?

Pastor Manders

.

Det har han selv forsikkret mig. Og en flink
arbejder er han jo også.

Fru Alving

.

Å ja, sålænge han er ædru –

Pastor Manders

.

Ja, den sørgelige svaghed! Men han er
mangengang nødt til det for sit dårlige bens
skyld, siger han. Sidste gang han var i
byen, blev jeg virkelig rørt over ham. Han
kom op til mig og takked mig så inderligt,
fordi jeg havde skaffet ham arbejde her, så
han kunde få være sammen med Regine.

Fru Alving

.

Hende ser han nok ikke meget til.

Pastor Manders

.

Jo, han taler med hende hver dag, det sad
han selv og fortalte mig.

Fru Alving

.

Ja ja, kan være.

Pastor Manders

.

Han føler så godt, at han trænger til no-
gen, som kan holde ham tilbage når fri-
stelsen nærmer sig. Det er det elskelige
ved Jakob Engstrand, dette, at han kom-
mer så rent hjælpeløs til en og anklager
sig selv og bekender sin skrøbelighed.
Sidst han var oppe og talte med mig –.

Faksimile

10.

Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham
en hjertets fornødenhed at få Regine hjem
til sig igen –

Fru Alving

(rejser sig hurtigt.)

Regine!

Pastor Manders

.

– så må De ikke sætte Dem imod det.

Fru Alving

.

Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. Og des-
uden, – Regine skal jo ha’ en stilling ved
asylet.

Pastor Manders

.

Men betænk, han er dog hendes far –

Fru Alving

.

Å, jeg ved bedst, hvad slags far han har
været for hende. Nej, til ham skal hun al-
drig komme med min gode vilje.

Pastor Manders

.
(rejser sig.)

Men kære frue, tag det da ikke så hæf-
tigt. Det er så sørgeligt, hvorledes De mis-
kender snedker Engstrand. Det er jo som
om De blev rent forskrækket –

Fru Alving

(stillere.)

Det kan være det samme. Jeg har taget Re-
gine til mig, og hos mig blir hun. (lytter.)
Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere
om dette her. ( glæden lyser op i hende.)

Faksimile

Hør! Der kommer Osvald i trappen. Nu
vil vi bare tænke på ham.

Osvald

(blir stående ved døren.)

Å om forladelse – jeg trode man sad i kon-
toret. (kommer nærmere) Goddag, herr pastor.

Pastor Manders

(stirrende.)

Ah –! Det var da mærkværdigt –

Fru Alving

.

Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders?

Pastor Manders

.

Jeg siger, – jeg siger –. Nej, men er det da
virkelig –?

Osvald

.

Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr
pastor.

Pastor Manders

.

Men min kære unge ven –

Osvald

.

Nå, den hjemkomne søn da.

Fru Alving

.

Osvald tænker på dengang De havde
så meget imod at han blev maler.

Pastor Manders

.

For menneskelige øjne kan jo mangt
et skridt se betænkeligt ud, som siden
d alligevel –. (ryster hans hånd.) Nå, vel-

Faksimile

10b

kommen, velkommen! Nej, min kære
Osvald –. Ja, jeg må da nok få kalde
Dem ved fornavn?

Osvald

.

Ja, hvad skulde De ellers kalde mig?

Pastor Manders

.

Godt. Det var det, jeg vilde sige, min
kære Osvald, – De må ikke tro om mig,
at jeg ubetinget fordømmer kunstner-
standen. Jeg antager, der er mange,
som kan bevare sit indre menneske
ufor ˹dærvet˺ andret i den stand også.

Osvald

.

Vi bør håbe det.

Fru Alving

(strålende fornøjet.)

Jeg ved en, som har bevaret både sit in-
dre og sit ydre menneske ufordærvet.
Se bare på ham, pastor Manders.

Osvald

(driver opover gulvet.)

Ja ja, kære mor, lad nu det være.

Pastor Manders

.

Nå tilforladelig – det kan ikke nægtes.
Og så har De jo alt begyndt at få et navn.
Aviserne har ofte talt om Dem, og det så
overmåde gunstigt. Ja, det vil sige – i den
senere tid synes jeg det har været ligesom lidt stille.

Osvald

(oppe ved blomsterne.)

Faksimile

Jeg har ikke fåt male så meget på det
sidste.

Fru Alving

.

En maler må jo også hvile sig imellem.

Pastor Manders

.

Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder
man sig og samler kræfter til noget stort.

Osvald

.

Ja. – Mor, skal vi snart spise?

Fru Alving

.

Om en liden halv time. Madlyst har
han da, Gud ske lov.

Pastor Manders

.

Og smag for tobak også.

Osvald

.

Jeg fandt fars pibe oppe på kammeret
og så –

Pastor Manders

.

Aha, der har vi det altså!

Fru Alving

.

Hvilket?

Pastor Manders

.

Da Osvald kom der i døren med piben
i munden, var det som jeg så hans far
lyslevende.

Osvald

.

Nej virkelig?

Fru Alving

.

Å, hvor kan De dog sige det! Osvald
slægter jo mig på.

Pastor Manders

.

Ja; men der er et drag ved mundvigerne,
noget ved læberne, som minder så gran-
giveligt om Alving – ialfald nu han røger.

Fru Alving

.

Aldeles ikke. Osvald har snarere noget
presteligt ved munden, synes jeg.

Pastor Manders

.

Å ja, å ja; adskillige af mine embeds-
brødre har et lignende drag.

Fru Alving

.

Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg
vil ikke ha’ røg herinde.

Osvald

(gør så.)

Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg
har engang røgt af den som barn.

Fru Alving

.

Du?

Osvald

.

Ja. Jeg var ganske liden dengang. Og så
husker jeg, jeg kom op på kammeret til
far en aften, han var så glad og lystig.

Fru Alving

.

Å, du husker ingenting fra de år.

Osvald

.

Jo, jeg husker tydeligt, han tog og satte mig
på knæet og lod mig røge af piben. Røg, gut,
sa’ han, – røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt
hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske

Faksimile

bleg og sveden brød ud i store dråber på
panden. Da lo han så hjertelig godt –

Pastor Manders

.

Det var da højst besynderligt.

Fru Alving

.

Kære, det er bare noget Osvald har drømt.

Osvald

.

Nej, mor, jeg har aldeles ikke drømt det.
For – kan du ikke huske det – så kom du
ind og bar mig ud i barnekammeret. Der
fik jeg ondt og jeg så, at du græd. – Gjorde
far ofte slige spilopper?

Pastor Manders

.

I sin ungdom var han en særdeles livs-
glad mand –

Osvald

.

Og fik endda udrettet så meget her i ver-
den. Så meget godt og nyttigt; ikke ældre
end han blev.

Pastor Manders

.

Ja, De har i sandhed taget en virksom og
værdig mands navn i arv, min kære Os-
vald Alving. Nå, det vil forhåbentlig væ-
re Dem en spore –

Osvald

.

Det burde så være, ja.

Pastor Manders

.

Det var ialfald smukt af Dem at De kom
hjem til hans hædersdag.

Osvald

.

Faksimile

11b

Mindre kunde jeg da ikke gøre for far.

Fru Alving

.

Og at jeg får beholde ham så længe; –
det er nu det aller smukkeste af ham.

Pastor Manders

.

Ja, De blir jo hjemme vinteren over,
hører jeg.

Osvald

.

Jeg blir hjemme på ubestemt ˹tid˺, herr pastor.
– Å, det er dog dejligt at være kommen hjem!

Fru Alving

.
(strålende.)

Ja, ikke sandt, du?

Pastor Manders

(ser deltagende på ham.)

De kom tidligt ud i verden, min kære Os-
vald.

Osvald

.

Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om
det ikke var for tidligt.

Fru Alving

.

Å sletikke. Det har en rask gut netop
godt af. Og især en, som er eneste barn.
Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og
far og bli’ forkælet.

Pastor Manders

.

Det er et såre omtvisteligt spørsmål, fru
Alving. Fædrenehjemmet er og blir dog
barnets rette tilholdssted.

Osvald

.

Det må jeg rigtignok være enig med pastoren i.

Pastor Manders

.

Se nu bare til Deres egen søn. Ja, vi kan
jo godt tale om det i hans nærværelse. Hvad
har følgen været for ham? Han er bleven
sex–syv og tyve år gammel og har aldrig
fåt anledning til at lære et ordentligt hjem
at kende.

Osvald

.

Om forladelse, herr pastor, – der tar De al-
deles fejl.

Pastor Manders

.

Så? Jeg trode, De havde færdedes sågodt-
som udelukkende i kunstnerkredsene –.

Osvald

.

Det har jeg også.

Pastor Manders

.

Og mest iblandt de yngre kunstnere.

Osvald

.

Å ja vel.

Pastor Manders

.

Men jeg trode, de fleste af de folk ikke
havde råd til at stifte familje og grund-
lægge et hjem.

Osvald

.

Der er adskillige af dem, som ikke har
råd til at gifte sig, herr pastor.

Pastor Manders

.

Ja, det er jo det, jeg siger.

Osvald

.

Men de kan jo derfor ha’ et hjem. Og
det har også en og anden; og det et meget

Faksimile

12.

ordentligt og et meget hyggeligt hjem.

Fru Alving

(følger spændt med, nikker men siger intet.)

Pastor Manders

.

Men det er sletikke jo ikke ungkarlshjem,
jeg taler om. Ved et hjem forstår jeg et fa-
miljehjem, hvor en mand lever med sin
hustru og sine børn.

Osvald

.

Ja; eller med sine børn og med sine børns
mor.

Pastor Manders

.
(studser; slår hænderne sammen.)

Men du forbarmende –!

Osvald

.

Nå?

Pastor Manders

.

Lever sammen med – sine børns mor!

Osvald

.

Ja, vilde De da heller, han skulde forstø-
de sine børns mor?

Pastor Manders

.

Det er altså om ulovlige forhold, De
taler! Om disse såkaldte vilde ægte-
skaber!

Osvald

.

Jeg har aldrig mærket noget særlig vildt
ved de folks samliv.

Pastor Manders

.

Men hvor er det muligt at en – en blot

Faksimile

nogenlunde vel opdragen mand eller
ung kvinde kan bekvemme sig til at le-
ve på den måde – lige for almenhe-
dens øjne!

Osvald

.

Men hvad skal de da gøre? En fattig
ung kunstner, – en fattig ung pige –. Det
koster mange penge at gifte sig. Hvad
skal de så gøre?

Pastor Manders

.

Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving,
jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre.
De skulde holdt sig fra hinanden fra
først af, – skulde de!

Osvald

.

Den tale kommer De ikke langt med hos
unge, varmblodige , forelskede mennesker.

Fru Alving

.

Nej, den kommer De ikke langt med!

Pastor Manders

.
(vedblivende.)

Og så at autoriteterne tåler sådant
noget! At det får lov til at ske åbenlyst!
(foran fru Alving.) Havde jeg så ikke
årsag til at være inderlig bekymret for
Deres søn. I kredse, hvor den utilhyl-
lede usædelighed går i svang og lige-
som har fåt hævd –

Osvald

.

Jeg vil sige Dem noget, herr pastor.

Faksimile

12b

Jeg har været en stadig søndagsgæst i et par
slige uregelmæssige hjem –

Pastor Manders

.

Og det om søndagene!

Osvald

.

Ja, da skal man jo more sig. Men aldrig
har jeg der hørt et anstødeligt ord, og end-
nu mindre har jeg været vidne til noget,
som kunde kaldes ˹ us usædeligt˺ uanstændigt . Nej; ved
De når og hvor jeg har truffet usædelighe-
den i kunstnerkredsene?

Pastor Manders

.

Nej, Gud være lovet!

Os{ <...> }vald

.

Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg
har truffet den når en og anden af vore møn-
stergyldige ægtemænd og familjefædre kom
derned for at se sig om en smule på egen
hånd – og så gjorde kunstnerne den ære
at opsøge dem i deres tarvelige knejper.
Da kunde vi få vide besked. De herrer
vidste at fortælle os om både om steder
og om ting, som vi aldrig havde drømt
om.

Pastor Manders

.

Hvad? Vil De påstå, at hæderlige mænd
her hjemmefra skulde –?

Osvald

.

Har De aldrig, når deslige hæderlige
mænd kom hjem igen, har De aldrig

Faksimile

hørt dem udtale sig om den overhåndtagende
usædelighed udenlands?

Pastor Manders

.

Jo, naturligvis –

Fru Alving

.

Det har jeg også hørt.

Osvald

.

Ja, man kan trygt tro dem på ordet. Der er
sagkyndige folk iblandt. (griber sig om hodet)
Å – at det skønne, herlige frihedsliv derude,
– at det skal således tilsøles.

Fru Alving

.

Du må ikke forivre dig, Osvald; du har
ikke godt af det.

Osvald

.

Nej, du har ret i det, mor. Det er nok ikke
sundt for mig. Det er den fordømte trætheden,
ser du. Ja, nu går jeg en liden tur før bor-
det. Undskyld, herr pastor; De kan ikke
sætte Dem ind i det; men det kom således
over mig.

(han går ud gennem den anden dør til
højre .)

Fru Alving

.

Min stakkers gut –!

Pastor Manders

.

Ja, det må De nok sige. Så vidt er det
altså kommet med ham!

Fru Alving

(ser på ham og tier.)

Pastor Manders

(går op og ned.)

Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, des-
værre, – desværre!

Fru Alving

(ser fremdeles på ham.)

Pastor Manders

.

Og hvad siger De til alt dette?

Fru Alving

.

Jeg siger at Osvald havde ret i hvert ene-
ste ord.

Pastor Manders

(standser.)

Ret? Ret! I sådanne grundsætninger!

Fru Alving

.

Her i min ensomhed er jeg kommen til at
tænke ligedan, herr pastor. Men jeg har
aldrig dristet mig til at røre ved det. Nu,
godt og vel; min gut skal tale for mig.

Pastor Manders

.

De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Al-
ving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til
Dem. Nu er det ikke længer Deres forretnings-
fører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde
mands ungdomsven, som står for Dem.
Det er presten, således, som han stod for
Dem i det mest forvildede øjeblik i De-
res liv.

Fru Alving

.

Og hvad er det, presten har at sige mig?

Pastor Manders

.

Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue.
Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det
tiårsdagen efter Deres mands død; imor-
gen skal hædersmindet afsløres over den
bortgangne; imorgen skal jeg tale til he-
le den forsamlede skare; – men idag vil
jeg tale til Dem alene.

Fru Alving

.

Godt, herr pastor; tal!

Pastor Manders

.

Mindes De, at De efter knapt et års æg-
teskab stod på afgrundens yderste rand?
At De forlod Deres hus og hjem, – at De flyg-
ted fra Deres mand; – ja, fru Alving, flyg-
ted, flygted, og nægted at vende tilbage
til ham, så meget han end trygled og bad
Dem om det?

Fru Alving

.

Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig
jeg følte mig i dette første år?

Pastor Manders

.

Det er just den rette oprørsånd at kræ-
ve lykken her i livet. Hvad ret har vi
mennesker til lykken? Nej, vi skal gø-
re vor pligt, frue! Og Deres pligt var at
holde fast ved den mand, som De en-
gang havde valgt og til hvem De var knyt-
tet ved hellige bånd.

Fru Alving

.

De ved godt, hvad slags liv Alving førte

Faksimile

13b

i den tid; hvilke udskejelser han gjorde
sig skyldig i.

Pastor Manders

.

Jeg ved såre vel, hvilke rygter der gik
om ham; og jeg er den, som mindst af
alle billiger hans vandel i ungdomsåre-
ne, såfremt rygterne medførte sand-
hed. Men en hustru er ikke sat til
at være sin husbonds dommer. Det hav-
de været Deres skyldighed med ydmygt
sind at bære det kors, som en højere vil-
je havde eragtet tjenligt for Dem. Men
i det sted afkaster De i oprørskhed
korset, forlader den snublende, som De
skulde have støttet, går hen og sætter
Deres gode navn og rygte på spil, og –
er nær ved at forspilde andres rygte
ovenikøbet.

Fru Alving

.

Andres? En andens, mener De nok.

Pastor Manders

.

Det var overmåde hensynsløst af Dem
at søge tilflugt hos mig.

Fru Alving

.

Hos vor prest? Hos vor husven?

Pastor Manders

.

Mest derfor. – Ja, tak De Deres herre og
Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, –
at jeg fik Dem fra Deres overspændte fo-
rehavender og at det blev mig forundt at
føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem

Faksimile

til Deres lovlige husbond.

Fru Alving

.

Ja, pastor Manders, det var visselig
Deres værk.

Pastor Manders

.

Jeg var kun et ringe redskab i en høje-
res hånd. Og hvorledes har ikke det,
at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og ly-
dighed, hvorledes har ikke det vokset sig
stort til velsignelse for alle Deres følgende
levedage? Gik det ikke, som jeg forudsag-
de Dem? Vendte ikke Alving sine for-
vildelser ryggen, således, som det sømmer
sig en mand? Leved han ikke siden den
tid kærligt og ulasteligt med Dem alle
sine dage? Blev han ikke en velgører for
denne egn, og hæved han ikke Dem således
op til sig, at De efterhånden blev en med-
arbejder i alle hans foretagender? Og det
en dygtig medarbejder; – å, jeg ved det,
fru Alving; den ros skal jeg gi’ Dem. –
Men nu kommer jeg til det næste store
fejltrin i Deres liv.

Fru Alving

.

Hvad vil De sige med det?

Pastor Manders

.

Ligesom De engang har fornægtet hus-
truens pligter, således har De siden for-
nægtet moderens.

Fru Alving

.

Ah –!

Pastor Manders

.

De har været behersket af en uheldsvan-
ger selvrådighedens ånd alle Deres dage.
Al deres tragten har været vendt imod det
tvangløse og det lovløse. Aldrig har De
villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad
der har besværet Dem i livet, har De hen-
synsløst og samvittighedsløst afkastet,
lig en byrde, De selv havde rådighed o-
ver. Det behaged Dem ikke længer at være
hustru, og De rejste fra Deres mand. Det
faldt Dem besværligt at være moder, og De
satte Deres barn ud til fremmede.

Fru Alving

.

Ja, det er sandt; det har jeg gjort.

Pastor Manders

.

Men derfor er De også bleven en fremmed
for ham.

Fru Alving

.

Nej, nej; det er jeg ikke!

Pastor Manders

.

Det er De; det må De være. Og hvorle-
des har De fåt ham igen! Betænk Dem
vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod
Deres mand; – dette erkender De ved at rej-
se ham hint minde dernede. Erkend
nu også, hvad De har forbrudt imod Deres
søn; det tør endnu være tid til at føre
ham tilbage fra forvildelsens stier. Vend
selv om; og oprejs, hvad der dog måske

Faksimile

endnu kan oprejses i ham. Thi (med
hævet pegefinger.) i sandhed, fru Alving,
De er en skyldbetynget moder! – Dette har
jeg anset det for min pligt at måtte sige
Dem.

Fru Alving

(langsomt og behersket.)

De har nu talt, herr pastor; og imorgen
skal De tale offentligt til min mands
erindring. Jeg skal ikke tale imorgen.
Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom
De har talt til mig.

Pastor Manders

.

Naturligvis; De vil fremføre undskyld-
ninger for Deres færd –

Fru Alving

.

Nej. Jeg vil bare fortælle.

Pastor Manders

.

Nu –?

Fru Alving

.

Alt, hvad De nys sagde her om mig og min
mand og om vort samliv, efterat De, som De
kaldte det, havde ført mig tilbage til pligtens
vej, – alt det er noget, som De jo sletikke
kender af egen iagttagelse. Fra det øjeblik
satte De – vor daglige omgangsven – ikke
mere Deres fod i vort hus.

Pastor Manders

.

De og Deres mand flytted jo fra byen straks

Faksimile

14b

efter.

Fru Alving

.

Ja; og herud til os kom De aldrig i min
mands levetid. Det var forretninger, som
tvang Dem til at besøge mig, da De havde
fåt med asylsagerne at gøre.

Pastor Manders

.
(sagte og usikkert.)

Helene – skal dette være en bebrejdel-
se, så vil jeg be’ Dem overveje –

Fru Alving

.

– de hensyn, De skyldte Deres stilling;
ja. Og så at jeg var en bortløben hustru.
Man kan aldrig være tilbageholdende
nok ligeover for slige hensynsløse fru-
entimmer.

Pastor Manders

.

Kære – fru Alving, dette er en så umå-
delig overdrivelse –

Fru Alving

.

Ja, ja, ja, lad det så være. Det var bare
det, jeg vilde sige, at når De dømmer
om mine ægteskabelige forhold, så støt-
ter De Dem sådan uden videre til den
almindelige gængse mening.

Pastor Manders

.

Nu ja vel; og hvad så?

Fru Alving

.

Men nu, Manders, nu vil jeg sige
Dem sandheden. Jeg har svoret ved mig

Faksimile

selv, at De engang skulde få den at vide.
De alene!

Pastor Manders

.

Og hvad er da sandheden?

Fru Alving

.

Sandheden er det, at min mand døde
lige så ryggesløs, som han havde levet
alle sine dage.

Pastor Manders

(famler efter en stol.)

Hvad var det De sagde?

Fru Alving

Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs,
– i sine lyster ialfald, – som han var før
De vied os.

Pastor Manders

.

Og disse ungdomsvildfarelser, – disse u-
regelmæssigheder, – udskejelser, om De
så vil, kalder De ryggesløst levnet!

Fru Alving

.

Vor huslæge brugte det udtryk.

Pastor Manders

.

Nu forstår jeg Dem ikke.

Fru Alving

.

Behøves ikke heller.

Pastor Manders

.

Det næsten svimler for mig. Hele Deres
ægteskab, – hele dette mangeårige sam-
liv med Deres mand ,skulde ikke være
andet end en overdækket afgrund!

Fru Alving

.

Ikke en smule andet. Nu ved De det.

Pastor Manders

Dette – det finder jeg mig sent tilrette i.
Jeg kan ikke fatte det! Ikke fastholde det!
Men hvorledes var det da muligt at –?
Hvorledes har sådant noget kunnet hol-
des skjult?

Fru Alving

.

Det har også været min uophørlige kamp
dag efter dag. Da vi havde fåt Osvald syn-
tes jeg det blev ligesom noget bedre med
Alving. Men det vared ikke længe. Og
nu måtte jeg jo kæmpe dobbelt, kæmpe på
liv og død for at ingen skulde få vide,
hvad mit barns far var for et menneske.
Og så ved De jo, hvor hjertevindende Al-
ving var. Ingen syntes de kunde tro an-
det end godt om ham. Han var af de slags
folk, hvis levnet ikke bider på deres rygte.
Men så, Manders, – det skal De også vi-
de, – så kom det afskyeligste af det alt-
sammen.

Pastor Manders

.

Afskyeligere end dette!

Fru Alving

.

Jeg havde båret over med ham, skønt
jeg så godt vidste, hvad der gik for sig
i løn udnf udenfor huset. Men da så for-
argelsen kom indenfor vore egne fire vægge –

Pastor Manders

.

Hvad siger De! Her!

Fru Alving

.

Ja, her i vort eget hjem. Derinde (peger
mod den første dør tilhøjre .) i spisestuen
var det jeg først kom undervejr med det.
Jeg havde noget at gøre derinde, og døren
stod påklem. Så hørte jeg vor stuepige
kom op fra haven med vand til blom-
sterne derhenne.

Pastor Manders

.

Nu ja –?

Fru Alving

.

Lidt efter hørte jeg at Alving kom også.
Jeg hørte at han sa’ noget sagte til hende.
Og så hørte jeg – (med en kort latter.) Å,
det klinger endnu for mig både så søn-
derrivende og så latterligt; – jeg hørte min
egen tjenestepige hviske: Slip mig, herr
kammerherre! Lad mig være!

Pastor Manders

.

Hvilken usømmelig letsindighed af ham!
Å, men mere end en letsindighed har det
ikke været, fru Alving. Tro mig på det.

Fru Alving

.

Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro.
Kammerherren fik sin vilje med pi-
gen, – og dette forhold havde følger, pa-
stor Manders.

Pastor Manders

.

Faksimile

15b

(som forstenet.)

Og alt det i dette hus! I dette hus!

Fru Alving

.

Jeg havde tålt meget i dette hus. For at hol-
de ham hjemme om aftenerne – og om nætterne
måtte jeg gøre mig til selskabsbror i hans løn-
lige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg
måttet sidde på tomandshånd med ham, har
måttet klinke og drikke med ham, høre på
hans utérlige sansesløse snak, har måttet
kæmpe nævekampe med ham for at få slæbt
ham i seng –

Pastor Manders

(rystet.)

At De har kunnet bære alt dette.

Fru Alving

.

Jeg havde min lille gut at bære det for. Men
da så den sidste forhånelse kom til; da min
egen tjenestepige –; da svor jeg ved mig selv:
dette skal ha’ en ende! Og så tog jeg magten i
huset – hele magten – både over ham og over alt
det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham,
ser De; han turde ikke kny. Dengang var det
Osvald blev sat ud. Han gik da i det syvende
år, og begyndte at lægge mærke til og gøre spørs-
mål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde
jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes, barnet
måtte forgiftes bare ved at ånde i dette til-
sølede hjem. Derfor var det jeg satte ham
ud. Og nu skønner De også, hvorfor han al-
drig fik sætte sin fod her hjemme, så længe

Faksimile

hans far leved. Der er ingen som ved , hvad
det har kostet mig.

Pastor Manders

.

De har da i sandhed prøvet livet.

Fru Alving

.

Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke
havde havt mit arbejde. Ja, for jeg tør nok
sige, at jeg har arbejdet! Alle disse for-
øgelser af jordegodset, alle forbedringerne,
alle de nyttige indretninger, som Alving
fik pris og berøm for, – tror De han havde
fremfærd til sligt? Han, som lå hele da-
gen på sofaen og læste i en gammel stats-
kalender! Nej; nu vil jeg sige Dem det og-
så: jeg var den, som drev ham ivej ;når
han havde sine lysere mellemstunder;
mig var det, som måtte dra’ hele læsset
når han så igen begyndte på sine udskej-
elser eller faldt sammen i jammer og yn-
kelighed.

Pastor Manders

.

Og over denne mand er det De rejser et
æresminde.

Fru Alving

.

Der ser De den onde samvittigheds magt.

Pastor Manders

.

Den onde –? Hvad mener De?

Fru Alving

.

Det stod mig altid for, at det var umu-
ligt andet, end at sandheden måtte kom-
me ud, og bli troet på. Derfor skulde asy-

Faksimile

16.

let ligesom slå alle rygterne ned og
rydde al tvil afvejen.

Pastor Manders

.

Da har De visselig ikke forfejlet De-
res hensigt, fru Alving.

Fru Alving

.

Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde
ikke at Osvald, min egen gut, skulde ta’
nogetsomhelst i arv efter sin far.

Pastor Manders

.

Det er altså for Alvings formue at –?

Fru Alving

.

Ja. De summer, jeg år efter andet har
skænket til dette asyl, udgør det beløb,
– jeg har regnet det nøje ud, – det beløb, som
i sin tid gjorde løjtnant Alving til et
godt parti.

Pastor Manders

.

Jeg forstår Dem –

Fru Alving

.

Det var købesummen –. Jeg vil ikke at
de penge skal gå over i Osvalds hænder.
Min søn skal ha’ alting fra mig, skal
han.

Fru Alving

.
(imod ham.)

Er du alt igen? Min kære, kære gut!

Osvald

.

Ja; hvad skal man ude i dette evinde-
lige regnvejr? Men jeg hører, vi skal
tilbords. Det er prægtigt!

Regine

(med en pakke, fra spisestuen.)

Her er kommet en pakke til fruen.

(rækker hende den.)

Fru Alving

(med et blik på pastor Manders.)

Festsangene til imorgen formodentlig.

Pastor Manders

.

Hm –

Regine

.

Og så er der serveret.

Fru Alving

Godt; vi kommer om lidt; jeg vil bare –

(begynder at åbne pakken.)

Regine

(til Osvald.)

Ønsker herr Alving hvid eller rød port-
vin?

Osvald

.

Begge dele, jomfru Engstrand.

Regine

.

Bien –; meget vel, herr Alving.

(hun går ind i spisestuen.)

Osvald

.

Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene –

(går ligeledes ind i spisestuen, hvis dør
glider halvt op efter ham.)

Fru Alving

,
(som har åbnet pakken.)

Jo, ganske rigtig; her har vi festsangene,
pastor Manders.

Pastor Manders

(med foldede hænder.)

Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind
skal kunne holde min tale, det –!

Fru Alving

.

Å, det finder De nok ud af.

Pastor Manders

(sagte, for ikke at høres i spisestuen.)

Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække.

Fru Alving

(dæmpet men fast.)

Nej. Men så er også dette lange stygge
komediespil tilende. Fra iovermorgen af
skal det være for mig, som om den døde
aldrig havde levet i dette hus. Her skal
ingen anden være, end min gut og hans
mor.

Regines stemme

(hvast men hviskende)

Osvald da! Er du gal? Slip mig!

Fru Alving

(farer sammen i rædsel)

Ah –!

Pastor Manders

(oprørt.)

Men hvad er dog dette for noget! Hvad er
det, fru Alving?

Fru Alving

(hæst rystende)

Gengangere. Parret fra blomsterværelset –
går igen.

Pastor Manders

.

Hvad siger De! Regine –? Er hun –?

Fru Alving

Ja. Kom. Ikke et ord –!

Fru Alving

(endnu i døren.)

Velbekomme, herr pastor. (taler ind i
spisestuen.) Kommer du ikke med, Osvald?

Osvald

(indenfor.)

Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud.

Fru Alving

.

Ja gør det; for nu er det en smule opholds-
vejr. (lukker spisestuedøren og går hen til
forstuedøren og kalder:) Regine!

Regine

(udenfor.)

Ja, frue?

Fru Alving

.

Gå ned i strygeværelset og hjælp til med
kransene.

Regine

.

Ja vel, frue.

Fru Alving

(forvisser sig om at Regine går; derpå luk-

Faksimile

2

ker hun døren.)

Pastor Manders

.

Han kan dog ikke høre noget derinde?

Fru Alving

.

Ikke når døren er lukket. Desuden så går
han jo ud.

Pastor Manders

.

Jeg er endnu som fortumlet. Jeg begriber
ikke, hvorledes jeg har kunnet synke en bid
af den velsignede mad.

Fru Alving

(i behersket uro, går op og ned.)

Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre?

Pastor Manders

.

Ja, hvad er at gøre? Jeg ved det, min tro, ik-
ke; jeg er så aldeles uerfaren i deslige til-
fælde.

Fru Alving

.

Jeg er overbevist om, at endnu er ingen u-
lykke sket.

Pastor Manders

.

Nej, det forbyde himlen! Men et usømme-
ligt forhold er det ligefuldt.

Fru Alving

.

Det hele er et løst indfald af Osvald; det
kan De være viss på.

Pastor Manders

.

Ja, jeg er jo, som sagt, ikke inde i den slags
ting; men jeg synes dog tilforladelig –

Fru Alving

.

Faksimile

3

Ud af huset må hun jo. Og det straks. Det er
en soleklar sag –

Pastor Manders

.

Ja det forstår sig.

Fru Alving

.

Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at –

Pastor Manders

.

Hvorhen? Naturligvis hjem til sin far.

Fru Alving

.

Til hvem, sa’ De?

Pastor Manders

.

Til sin –. Nej, men Engstrand er jo ikke –.
Men, Herregud, frue, hvorledes er dette mu-
ligt? De må jo dog ta’ fejl alligevel.

Fru Alving

.

Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johan-
ne måtte gå til bekendelse for mig, – og Alving
kunde ikke nægte. Så var der jo ikke andet
at gøre, end at få sagen neddysset.

Pastor Manders

.

Nej, det var vel det eneste.

Fru Alving

.

Pigen kom straks af tjenesten, og fik en tem-
melig rigelig sum for at tie indtil vidre. Re-
sten sørged hun selv for, da hun kom ind til
byen. Hun fornyed gammelt bekendtskab med
snedker Engstrand, lod sig vel forlyde med,
kan jeg tro, hvor mange penge hun havde, og
bildte ham så noget ind om en eller anden
udlænding, som skulde ha’ ligget her med et

Faksimile

4

lystfartøj den sommer. Så blev hun og Eng
strand viet i huj og hast. Ja, De vied dem
jo selv.

Pastor Manders

.

Men hvorledes skal jeg da forklare mig –?
Jeg husker tydeligt da Engstrand kom for at
bestille vielsen. Han var så rent sønder-
knust, og anklaged sig så bitterligt for den
letsindighed, han og hans forlovede havde
gjort sig skyldig i.

Fru Alving

.

Ja, han måtte jo ta’ skylden på sig.

Pastor Manders

.

Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det
imod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke tro-
et om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtig-
nok ta’ ham alvorligt for mig; det kan han
belave sig på. – Og så det usædelige i en så-
dan forbindelse! For penges skyld –! Hvor stort
var det beløb, pigen havde at råde over?

Fru Alving

.

Det var tre hundrede specier.

Pastor Manders

.

Ja, tænke sig bare, – for lumpne tre hundre-
de specier at gå hen og la’ sig ægtevie til
en falden kvinde!

Fru Alving

.

Hvad siger De da om mig, som gik hen og
lod mig ægtevie til en falden mand?

Pastor Manders

.

Faksimile

18.

5

Men Gud bevare os vel; – hvad er det, De siger?
En falden mand!

Fru Alving

.

Tror De kanske Alving var renere, da jeg gik
med ham til alteret, end Johanne var da Eng-
strand lod sig vie til hende?

Pastor Manders

.

Ja men det er dog så himmelvidt forskellige
ting –

Fru Alving

.

Sletikke så forskellige endda. Der var rigtig-
nok stor forskel i prisen; – lumpne tre hun-
drede daler og en hel formue.

Pastor Manders

.

Men at De kan stille noget så uligt sam-
men. De havde jo dog berådet Dem med De-
res hjerte og med Deres pårørende.

Fru Alving

(ser ikke på ham)

Jeg trode De forstod, hvorhen det, De kal-
der mit hjerte, havde forvildet sig dengang.

Pastor Manders

Hav (fremmed.)

Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke
bleven en daglig gæst i Deres mands hus.

Fru Alving

.

Ja, det står ialfald fast, at med mig selv
berådte jeg mig sandelig ikke.

Pastor Manders

.

Nå så med Deres nærmeste slægt da; så-
ledes som foreskrevet er; med Deres mor og

Faksimile

6

med begge Deres tanter.

Fru Alving

.

Ja, det er sandt. De tre gjorde op regne-
stykket for mig. Å, det er utroligt, hvor
grejt de fik ud at det vilde være den rene
dårskab at vrage et sligt tilbud. Om mor
kunde se op nu og vidste, hvor al den her-
lighed havde båret hen!

Pastor Manders

.

Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for.
Så meget står ialfald fast, at Deres ægteskab
blev stiftet overensstemmende med fuld
lovlig orden.

Fru Alving

(ved vinduet.)

Ja, dette med lov og orden! Jeg tror man-
gengang, det er det, som volder alle ulyk-
kerne her i verden.

Pastor Manders

.

Fru Alving, nu forsynder De Dem.

Fru Alving

.

Ja, det får så være; men jeg står ikke i
det med alle disse bånd og hensyn længer.
Jeg må kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud
til frihed.

Pastor Manders

.

Hvad mener De med det?

Fru Alving

.
(trommer på vinduskarmen.)

Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på Alvings
levnet. Men jeg turde ikke andet dengang, –

Faksimile

7

ikke for min egen skyld heller. Så fejg var jeg.

Pastor Manders

.

Fejg?

Fru Alving

.

Havde folk fåt noget at vide, så havde de
sagt som så: stakkers mand, det er rimeligt
at han skejer ud, han, som har en kone, der
løber ifra ham.

Pastor Manders

.

M{d}ed en viss ret kunde sådant nok siges.

Fru Alving

(ser fast på ham.)

Hvis jeg var den, jeg skulde være, så tog jeg
Osvald for mig og sa’: hør, min gut, din far
var et forfaldent menneske –

Pastor Manders

.

Men du forbarmende –

Fru Alving

.

– og så fortalte jeg ham alt, hvad jeg har
fortalt Dem, – rub og stub.

Pastor Manders

.

Jeg er nær ved at oprøres over Dem, frue.

Fru Alving

.

Ja jeg ved det. Jeg ved det jo! Jeg oprøres selv
ved den tanke. (går fra vinduet.) Så fejg er
jeg.

Pastor Manders

.

Og De kalder det fejghed at gøre Deres li-
gefremme pligt og skyldighed. Har De
glemt, at et barn skal agte og elske sin fader
og sin moder?

Fru Alving

.

Lad os ikke ta’ det så almindeligt. Lad os
spørge: skal Osvald agte og elske kammer-
herre Alving?

Pastor Manders

.

Er der ikke en røst i Deres morshjerte, som
forbyder Dem at nedbryde Deres søns idealer?

Fru Alving

.

Ja men sandheden da?

Pastor Manders

.

Ja men idealerne da?

Fru Alving

.

Å – idealer, idealer! Hvis jeg bare ikke var så
fejg, som jeg er!

Pastor Manders

.

Kast ikke vrag på idealerne, frue, – for det
hævner sig hårdeligen. Og nu især Osvald.
Osvald har nok ikke ret mange idealer, des-
værre. Men så meget har jeg kunnet skøn-
ne, at hans far står for ham som et sådant
ideal.

Fru Alving

.

Det har De ret i.

Pastor Manders

Og disse hans forestillinger har De selv
vakt og næret hos ham gennem Deres breve.

Fru Alving

.

Ja; jeg var under pligten og hensynene; der-
for løj jeg for min gut år ud og år ind. Å,
hvor fejg, – hvor fejg jeg har været!

Pastor Manders

.

De har grundfæstet en lykkelig illusion hos
Deres søn, fru Alving, – og det bør De sande-
ligen ikke skatte ringe.

Fru Alving

.

Hm; hvem ved om det nu er så bra’ alli-
gevel. – Men noget maskepi med Regine
vil jeg ialfald ikke vide af. Han skal ikke
gå hen og gøre den stakkers pige ulykkelig.

Pastor Manders

.

Nej, du gode Gud, det vilde jo være forfær-
deligt!

Fru Alving

.

Hvis jeg vidste, han mente det alvorligt og
at det vilde bli’ til hans lykke –

Pastor Manders

.

Hvorledes? Hvad så?

Fru Alving

.

Men det vilde det ikke bli’; for Regine er
desværre ikke slig.

Pastor Manders

.

Nå, hvad så? Hvad mener De?

Fru Alving

.

Hvis jeg ikke var så gudsjammerlig fejg,
som jeg er, så vilde jeg sige til ham: gift
dig med hende, eller indret jer som I vil;
men bare ikke noget bedrag.

Pastor Manders

.

Men du forbarmende –! Et lovformeligt æg-
teskab endogså! Noget så forskrækkeligt –!
Noget så uhørt –!

Fru Alving

.

Ja, siger De uhørt? Hånden på hjertet, pastor
Manders; tror De ikke at der ude omkring i
landet findes adskillige ægtepar, som er lige
så nær i slægt?

Pastor Manders

.

Jeg forstår Dem aldeles ikke.

Fru Alving

.

Å jo såmæn gør De så.

Pastor Manders

.

Nå, De tænker Dem det mulige tilfælde at –.
Ja, desværre, familjelivet er visseligen ikke al-
tid så rent, som det burde være. Men så-
dant noget, som De sigter til, kan man jo
dog aldrig vide, – ialfald ikke med bestemt-
hed. Her derimod –; at De, en mor, kunde
ville tilstæde at Deres –!

Fru Alving

.

Men jeg vil det jo ikke. Jeg vilde ikke kun-
ne tilstæde det for nogen pris i verden; det
er jo netop det jeg siger.

Pastor Manders

.

Nej, fordi De er fejg, som De udtrykker Dem.
Men hvis De altså ikke var fejg –! Du min
skaber, – en så oprørende forbindelse!

Fru Alving

.

Ja, vi stammer nu forresten allesammen
fra den slags forbindelser, siges der. Og hvem
er det, som har indrettet det slig her i verden,
pastor Manders?

Pastor Manders

.

Faksimile

11.

Sådanne spørsmål drøfter jeg ikke med Dem,
frue; dertil har De langtfra ikke det rette sind.
Men at De tør sige, at det er fejgt af Dem –!

Fru Alving

.

Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det.
Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af
dette gengangeragtige, som jeg aldrig rigtig
kan bli’ kvit.

Pastor Manders

.

Hvad var det De kaldte det?

Fru Alving

.

Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Os-
vald derinde, var det som jeg så gengangere for
mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere alle-
sammen, pastor Manders. Det er ikke bare det,
vi har arvet fra far og mor, som går igen i
os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og al-
skens gammel tro afdød tro og sligt noget. Det
er ikke levende i os; men det sidder i allige-
vel og vi kan ikke bli’ det kvit. Bare jeg
tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gen-
gangere smyge imellem linjerne. Der må
leve gengangere hele landet udover. Der
må være så tykt af dem som sand, synes
jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde
allesammen.

Pastor Manders

.

Aha, – der har vi altså udbyttet af Deres
læsning. Skønne frugter isandhed! Å, dis-
se afskyelige, oprørske, fritænkerske skrifter!

Fru Alving

.

De tar fejl, kære pastor. De er selv den mand,
som fik ægget mig til at tænke; og det skal De
ha’ tak og pris for.

Pastor Manders

.

Jeg!

Fru Alving

.

Ja; da De tvang mig mig ind under det, som
De kaldte pligt og skyldighed; da De lovpriste
som ret og rigtigt, hvad hele mit sind oprørte
sig imod, som imod noget vederstyggeligt. Da
var det jeg begyndte at se Deres lærdomme ef-
ter i sømmene. Jeg vilde bare pille ved en
eneste knude; men da jeg havde fåt den løst,
så rakned det op f altsammen. Og så skønte
jeg at det var maskinsøm.

Pastor Manders

(stille, rystet.)

Skulde dette være vindingen af mit livs tunge-
ste strid?

Fru Alving

.

Kald det heller Deres ynkeligste nederlag.

Pastor Manders

.

Det var mit livs største sejr, Helene; sejren
over mig selv.

Fru Alving

.

Det var en forbrydelse imod os begge.

Pastor Manders

At jeg bød Dem og sagde: kvinde, gå hjem til
Deres lovlige husbond, da De kom til mig for-
vildet og råbte: her er jeg; tag mig! Var det en

Faksimile

20

13

forbrydelse?

Fru Alving

.

Ja, jeg synes det.

Pastor Manders

.

Vi to forstår ikke hinanden.

Fru Alving

.

Ikke nu læng
Ikke nu længer ialfald.

Pastor Manders

.

Aldrig, – aldrig i mine lønligste tanker en-
gang, har jeg set Dem anderledes, end som
en andens ægtefælle.

Fru Alving

.

Ja – tro det?

Pastor Manders

.

Helene –!

Fru Alving

.

En går sig selv så let af minde.

Pastor Manders

.

Ikke jeg. Jeg er den samme, som jeg al-
tid var.

Fru Alving

(slår om.)

Ja, ja, ja, – lad os ikke tale mere om gam-
le dage. Nu sidder De til op over ørene
i kommissioner og bestyrelser; og jeg går
her og kæmper med gengangere både ind-
vendig og udvendig.

Pastor Manders

.

De udvendige skal jeg nok hjælpe Dem at
få bugt med. Efter alt, hvad jeg med for-

Faksimile

14

færdelse har hørt af Dem idag, kan jeg ikke
for min samvittighed forsvare at lade en
ung ubefæstet pige forblive i Deres hus.

Fru Alving

.

Synes De ikke det var bedst, om vi kunde
få hende forsørget? Jeg mener – sådan godt
gift.

Pastor Manders

.

Utvilsomt . Jeg tror, det vilde være i alle
henseender ønskeligt for hende. Regine
er jo nu i den alder, da –; ja, jeg forstår
mig jo ikke på det, men –

Fru Alving

.

Regine blev tidlig voksen.

Pastor Manders

.

Ja, gjorde hun ikke det? Det svæver mig
for, at hun var påfaldende stærkt udviklet
i legemlig henseende da jeg forberedte hen-
de til konfirmation. Men foreløbig må
hun ialfald hjem; under sin fars opsigt
–. Nej, men Engstrand er jo ikke –. At
han – at han således kunde fordølge sand-
heden for mig!

Fru Alving

Hvem kan det være? Kom ind!

Snedker Engstrand

(søndagsklædt, i døren.)

Jeg ber så my’ om forladelse, men –

Pastor Manders

.

Aha! Hm –

Fru Alving

.

Er det Dem, Engstrand?

Engstrand

.

– der var ingen af pigerne tilstede, og så
tog jeg mig den dristige friheden at banke
lige på.

Fru Alving

.

Nå ja, ja. Kom ind. Vil De tale med mig
om noget?

Engstrand

.
(kommer ind.)

Nej, ellers så mange tak. Det var nok med
pastoren jeg gerne vilde tale et lidet ord.

Pastor Manders

(går op og ned.)

Hm; ja så? De vil tale med mig? Vil De
det?

Engstrand

.

Ja, jeg vilde så fælt gerne –

Pastor Manders

( stanser foran ham.)

Nå; må jeg spørge, hvad det er for noget?

Engstrand

.

Jo, det var det, herr pastor, at nu har vi
klarering dernede. Mangfoldig tak, frue. –
Og nu er vi færdig med altingen; og så synes
jeg, det vilde være så pent og passeligt om
vi, som har arbejdet så oprigtigt sammen
al denne tiden, – jeg synes, vi skulde slut-
te med en liden andagt ikveld.

Pastor Manders

.

En andagt? Nede i asylet?

Engstrand

.

Ja, synes kanske ikke pastoren det er pas-
seligt, så –

Pastor Manders

.

Jo visst synes jeg det, men – hm –

PEngstrand

.

Jeg har selv brugt at holde lidt andagt der-
nede om kveldene –

Fru Alving

.

Har De?

Engstrand

.

Ja, en gang imellem; slig en liden opbyg-
gelse at kalde for. Men jeg er jo en ringe,
gemen mand og har ikke rigtig gaverne, Gu’
bedre det mig, – og så tænkte jeg, at siden
herr pastor Manders just var herude, så –

Pastor Manders

.

Ja, ser De, snedker Engstrand, jeg må
først gøre Dem et spørsmål. Besidder
De den rette stemning for en sådan sam-
menkomst? Føler De Deres samvittighed
fri og let?

Engstrand

.

Å Gu’ hjælpe os, det er nok ikke værd at
snakke om samvittigheden, herr pastor.

Pastor Manders

.

Jo, det er just den, vi skal tale om. Hvad
svarer De så?

Engstrand

.

Ja, samvittigheden – den kan være fæl,
den, sommetider.

Pastor Manders

Nå, det erkender De da ialfald. Men vil De
så uforbeholdent sige mig, – hvorledes hænger
det sammen med Regine?

Fru Alving

(hurtigt.)

Pastor Manders!

Pastor Manders

(beroligende.)

Lad De mig –

Engstrand

.

Med Regine! Jøss’, hvor ræd De gør mig
da! (ser på fru Alving.) Det er da vel aldrig
galt fat med Regine?

Pastor Manders

.

Det vil vi håbe. Men jeg mener, hvorledes
hænger det sammen med Dem og Regine?
De går jo og gælder for hendes far. Nå?

Engstrand

(usikker.)

Ja – hm – herr pastoren ved jo dette her
med mig og salig Johanne.

Pastor Manders

.

Ingen fordrejelse af sandheden længer. De-
res afdøde hustru meddelte fru Alving den
rette sammenhæng før hun kom af tjenesten.

Engstrand

.

Faksimile

18.

Nå så skulde da –! Gjorde hun det allige-
vel?

Pastor Manders

.

De er altså afsløret, Engstrand.

Engstrand

.

Og hun, som både svor og bandte så helligt
på –

Pastor Manders

.

Bandte hun!

Engstrand

Nej, hun bare svor, men det så inderlig op-
rigtigt.

Pastor Manders

.

Og i alle disse år har De fordulgt sandheden
for mig. Fordulgt den for mig, som så ube-
tinget har fæstet lid til Dem i et og alt.

Engstrand

.

Ja, desværre, jeg har nok det.

Pastor Manders

.

Har jeg fortjent dette af Dem, Engstrand?
Har jeg ikke stedse været redebon til at gå
Dem tilhånde med råd og dåd, så vidt det
stod i min magt? Svar! Har jeg ikke det?

Engstrand

.

Det havde nok ikke set godt ud for mig
mangengang, om jeg ikke havde havt pa-
stor Manders.

Pastor Manders

.

Og så lønner De mig på en sådan måde.
Får mig til at indføre uefterretteligheder i
ministrialbogen og forholder mig siden gennem

Faksimile

19.

en række af år de oplysninger, som De var
både mig og sandheden skyldig. Deres
færd har været aldeles uforsvarlig, Eng-
strand; og fra nu af er det ude mellem
os.

Engstrand

(med et suk.)

Ja, det er vel det, kan jeg skønne.

Pastor Manders

.

Ja, for hvorledes vilde De vel kunne ret-
færdiggøre Dem?

Engstrand

.

Men skulde hun da gåt og skamferet sig
endda mere ved at snakke om det? Vil
nu bare herr pastoren tænke sig, at han
var i samme forfatning, som salig Jo-
hanne –

Pastor Manders

.

Jeg!

Engstrand

.

Jøss’, Jøss’, jeg mener ikke så lige akku-
rat. Men jeg mener, om pastoren havde
noget at skæms over i menneskenes øjne,
som de siger. Vi mandspersoner skal ik-
ke dømme en stakkers kvinde for strængt,
herr pastor.

Pastor Manders

.

Men det gør jeg jo heller ikke. Det er Dem,
jeg retter bebrejdelsen imod.

Engstrand

.

Måtte jeg få lov til at gøre herr pastoren

Faksimile

20.

et bitte lidet spørsmål?

Pastor Manders

.

Nå ja, spørg.

Engstrand

.

Er det ikke ret og rigtigt af en mand, at
han oprejser den faldende?

Pastor Manders

.

Jo, selvfølgelig.

Engstrand

.

Og er ikke en mand skyldig at holde sit op-
rigtige ord?

Pastor Manders

.

Jo , visselig er han det; men –

Engstrand

.

Den gangen, da Johanne var falden i ulyk-
ke desformedelst denne Engelsmanden – el-
ler kanske det var en Amerikaner eller en
Russer, som de kalder det, – ja, så kom hun
ind til byen. Stakker, hun have slåt vrag
på mig før emen gang eller to; for hun så
nu bare på det, som vakkert var, hun; og
jeg havde jo denne her skavanken i benet.
Ja, pastoren minds jo, jeg havde fordristet
mig op på en dansesal, hvor sjøfarendes
matroser rejerte med drukkenskab og be-
ruselse, som de siger. – Og da jeg så vilde
formane dem til at vandre i et nyt levnet –

Fru Alving

.
(henne ved vinduet.)

Hm –

Pastor Manders

.

Faksimile

22.

21

Jeg ved det, Engstrand; de rå mennesker
kasted Dem nedover trapperne. Den begi-
venhed har De før meddelt mig. De bærer
Deres skavank med ære.

Engstrand

.

Jeg hovmoder mig ikke deraf, herr pastor.
Men det var det, jeg vilde fortælle, at så kom
hun og betrode sig til mig under grædendes
tårer og tænders gnidsel. Jeg må sige herr
pastoren, det gjorde mig så hjertelig ondt
at høre på.

Pastor Manders

.

Gjorde det det, Engstrand. Nå; og så?

Engstrand

.

Ja, så sa’ jeg til hende: Amerikaneren han
er omflakkendes på verdens hav, han. Og du,
Johanne, sa’ jeg, du har begåt et syndefald og
er en falden skabning. Men Jakob Engstrand,
sa’ jeg, han står på to reelle ben, han; – ja,
det mente jeg nu slig som en lignelse, herr
pastor.

Pastor Manders

.

Jeg forstår Dem så godt; bliv De bare ved.

Engstrand

.

Ja, så var det jeg oprejste hende og ægtevied
hende oprigtigt for at ikke folk skulde få vide,
hvor vildfarendes hun havde været med ud-
lændinger.

Pastor Manders

.

Alt dette var såre smukt handlet af Dem. Jeg
kan blot ikke billige, at De kunde bekvemme

Faksimile

22

Dem til at modtage penge –

Engstrand

.

Penge? Jeg? Ikke en styver.

Pastor Manders

(spørgende til fru Alving.)

Men –?

Engstrand

.

Å ja, – bi lidt; nu minds jeg jeg det. Johanne
havde nok nogen skillinger ligevel. Men det
vilde jeg ikke vide noget af. Tvi, sa’ jeg, mam-
mon, det er syndens sold, det; det usle guldet –
eller papirsedler, hvad det var for noget – det
slænger vi i Amerikaneren igen, sa’ jeg. Men
han var afsides og forsvunden over det vilde
hav, herr pastor.

Pastor Manders

.

Var han det, min gode Engstrand?

Engstrand

.

Ja vel. Og så blev jeg og Johanne enige om,
at de pengene skulde gå til at opdrage bar-
net for; og så blev det da også; og jeg kan gøre
regnskab og rigtighed for hver evig eneste
skilling.

Pastor Manders

.

Men dette forandrer jo sagen ganske be-
tydeligt.

Engstrand

.

Slig hænger det sammen, herr pastor. Og
jeg tør nok sige, jeg har været en oprigtig far
for Regine, – så langt mine kræfter rak da
– for jeg er en skrøbelig mand, desværre.

Pastor Manders

.

Nå nå, min kære Engstrand –

Engstrand

.

Men det tør jeg sige, at jeg har opdraget barnet
og levet kærligt med salig Johanne og øvet hus-
tugten, som skrevet står. Men aldrig kunde
det da falde mig ind at gå op til pastor
Manders og hovmode mig og gøre mig til
af, at jeg havde gjort en god gerning engang
i verden, jeg også. Nej, når sligt hændes Jakob
Engstrand, så tier han stille med det.
Desværre, det går ˹vel˺ nok ikke så tidt på, kan
jeg tro. Og når jeg kommer til pastor Man-
ders, så har jeg så evig nok med at snakke
om det, som galt og skrøbeligt ˹er˺. For jeg siger
det, som jeg sagde nylig, – samvittigheden kan
være styg en gang iblandt.

Pastor Manders

.

Ræk mig Deres hånd, Jakob Engstrand.

Engstrand

.

Å Jøss, herr pastor –

Pastor Manders

.

Ingen omsvøb. (trykker hans hånd.) Se så!

Engstrand

.

Og hvis jeg så pent og vakker turde be’ pa-
storen om forladelse –

Pastor Manders

.

De? Nej tvertimod; det er mig, som skal be-
de Dem om forladelse –

Engstrand

.

Å nej kors da.

Pastor Manders

.

Jo, tilforladelig. Og det gør jeg af hele mit
hjerte. Tilgiv, at jeg således kunde miskende
Dem. Og gid jeg så sandt kunde vise Dem
et eller andet tegn på min oprigtige for-
trydelse og på min velvilje for Dem –

Engstrand

.

Vilde herr pastoren det?

Pastor Manders

.

Med den allerstørste fornøjelse –

Engstrand

.

Ja for så var der rigtignok lejlighed til det
nu. Med de velsignede pengene , som jeg har
lagt mig tilbedste herude tænker jeg på at
grundlægge et slags sjømandshjem inde i
byen.

Fru Alving

.

Vil De?

Engstrand

.

Ja, det skulde bli’ som et slags asyl at kalde
for. Fristelserne er så mangfoldige for sjø-
manden, som vandrer på landjorden. Men
i dette her huset hos mig kunde han få væ-
re som under en fars opsigt, tænkte jeg.

Pastor Manders

.

Hvad siger De til det, fru Alving!

Engstrand

.

Det er jo ikke stort, jeg har at fare med, Gu’
bedre det; men hvis jeg bare kunde få en
velgørendes håndsrækning, så –

Pastor Manders

.

Faksimile

23.

25

Ja, ja, lad os nærmere overlægge overveje
den sag. Deres forehavende tiltaler mig gan-
ske overordentligt. Men gå De nu foran,
og gør alting istand og få tændt lys, så det
kan være lidt festligt. Og så skal vi ha’
en opbyggelig stund sammen, min kære
Engstrand; for nu tror jeg nok De har
den rette stemning.

Engstrand

.

Jeg synes ligesom det, ja. Og så farvel,
frue, og tak for her; og ta’ rigtig godt vare
på Regine for mig. (visker en tåre af øjet.)
Salig Johannes barn – hm, det er underligt
med det – men det er lige rakt som hun
var vokset fast til hjerterødderne mine.
Ja-mænd er det så, ja.

Pastor Manders

.

Nå, hvad siger De så om den mand, fru
Alving! Det var en ganske anden forkla-
ring, den, vi der fik.

Fru Alving

.

Ja, det var det rigtignok.

Pastor Manders

.

Der ser De, hvor overmåde varsom man
må være med at fordømme et medmenneske.
Men det er da også en inderlig glæde at for-
visse sig om at man har taget fejl. Eller
hvad siger De?

Fru Alving

.

Jeg siger, De er og blir et stort barn, Manders.

Pastor Manders

.

Jeg?

Fru Alving

(lægger begge hænder på hans skuldre.)

Og jeg siger, jeg kunde ha’ lyst til at slå
begge armene om halsen på Dem.

Pastor Manders

.
(trækker sig hurtigt bort.)

Nej, nej, Gud velsigne Dem –; deslige lyster –

Fru Alving

(med et smil.)

Å , De skal ikke være ræd for mig.

Pastor Manders

(ved bordet.)

De har stundom en så overdreven måde at
udtrykke Dem på. Nu vil jeg først samle
dokumenterne sammen og lægge dem i min
taske. (gør som han siger.) Se så. Og nu
farvel sålænge. Hav øjnene med Dem,
når Osvald kommer tilbage. Jeg ser op
siden op til Dem igen.

Fru Alving

(drager et suk, ser et øjeblik ud af vinduet,
rydder lidt op i stuen og vil gå ind i spise-
værelset men standser med et dæmpet ud-
råb i døren:)

Osvald, sidder du endnu ved bordet!

Osvald

(i spisestuen.)

Faksimile

27

Jeg røger bare min cigar ud.

Fru Alving

Jeg trode, du var gået lidt opover vejen.

Osvald

I sligt vejr?

Osvald

(derinde.)

Var det ikke pastor Manders, som gik nu
nylig?

Fru Alving

.

Jo, han gik ned på asylet.

Osvald

.

Hm.

Fru Alving

(med et bekymret øjekast.)

Kære Osvald, du skulde vogte dig for den li-
kør. Den er stærk.

Osvald

.

Den er god imod fugtigheden.

Fru Alving

.

Vil du ikke heller komme ind til mig?

Osvald

.

Jeg må jo ikke røge derinde.

Fru Alving

.

Cigar ved du jo godt du må røge.

Osvald

.

Ja ja, så kommer jeg da. Bare en bitte

Faksimile

28.

liden dråbe til. – Se så.

Osvald

.

Hvor er pastoren henne?

Fru Alving

.

Jeg sa’ dig jo, han gik ned på asylet.

Osvald

.

Å ja, det er sandt.

Fru Alving

.

Du skulde ikke bli’ siddende så længe ved
bordet, Osvald.

Osvald

(med cigaren bag ryggen.)

Men jeg synes, det er så hyggeligt, mor. (stry-
ger og klapper hende.) Tænk, – for mig, som
er kommen hjem, at sidde ved mors eget
bord, i mors stue, og spise mors dejlige
mad.

Fru Alving

Min kære, kære gut!

Osvald

(noget utålmodig, går og røger.)

Og hvad skal jeg ellers ta’ mig til her? Jeg
kan ikke bestille noget –

Fru Alving

.

Ja, kan du ikke det?

Osvald

.

I sligt gråvejr? Uden at der falder et sol-
blink hele dagen? (går henover gulvet.)
Å, det, ikke at kunne arbejde –!

Fru Alving

.

Det var nok ikke rigtig vel betænkt af
dig, at du kom hjem.

Osvald

.

Jo, mor; det måtte så være.

Fru Alving

.

Ja, for jeg vilde da ti gange heller undvære
den lykke at ha’ dig hos mig, end at du skul-
de –

Osvald

(standser ved bordet.)

Men sig mig nu, mor, – er det da virkelig
så stor en lykke for dig at ha’ mig hjemme?

Fru Alving

.

Om det er en lykke for mig!

Osvald

.
( ˹krammer˺ famler med en avis.)

Jeg synes, det måtte næsten være det sam-
me for dig, enten jeg var til eller ikke.

Fru Alving

.

Og det har du hjerte til at sige til din
mor, Osvald?

Osvald

.

Men du har da så godt kunnet leve
mig foruden før.

Fru Alving

.

Ja; jeg har levet dig foruden; – det er
sandt.

Osvald

(standser ved fru Alving.)

Mor, må jeg få lov at sidde i sofaen hos dig?

Fru Alving

(gør plads for ham.)

Ja, kom du, min kære gut.

Osvald

.
(sætter sig.)

Nu må jeg sige dig noget, mor.

Fru Alving

(spændt.)

Nu vel!

Osvald

(stirrer frem for sig.)

For jeg kan ikke gå og bære på det længer.

Fru Alving

.

På hvad for noget? Hvad er det?

Osvald

(som før.)

Jeg har ikke kunnet komme mig for at skri-
ve dig til om det; og siden jeg kom hjem –

Fru Alving

.
(griber ham om armen.)

Osvald, hvad er dette for noget!

Osvald

.

Både igår og idag har jeg prøvet at skyde
tankerne fra mig, – slå mig løs. Men
det går ikke.

Fru Alving

(rejser sig.)

Nu skal du tale rent ud, Osvald!

Osvald

(drager hende ned på sofaen igen.)

Bliv siddende, så vil jeg prøve på at
sige dig det. – Jeg har klaget så over træt-
hed efter rejsen –

Fru Alving

.

Nu ja! Hvad så?

Osvald

.

Men det er ikke det, som fejler mig; ikke
nogen almindelig træthed –

Fru Alving

(vil springe op.)

Du er da ikke syg, Osvald!

Osvald

(drager hende atter ned.)

Bliv siddende, mor. Tag det bare roligt.
Jeg er ikke rigtig syg heller; ikke sådan,
hvad man almindelig kalder syg. (slår
hænderne sammen over hodet.) Mor, jeg
er åndelig nedbrudt, – ødelagt, – jeg kan al-
drig komme til at arbejde mere!

(han kaster sig med hænderne for ansigtet
ned i hendes skød og brister i hulkende
gråd.)

Fru Alving

.
(bleg og dirrende.)

Osvald! Se på mig! Nej, nej, dette er ikke
sandt.

Osvald

(ser op med fortvilede øjne.)

Aldrig kunne arbejde mere! Aldrig –

Faksimile

32

aldrig! Være som levende død! Mor, kan du
tænke dig noget så forfærdeligt?

Fru Alving

.

Min ulykkelige gut! Hvorledes er dette for-
færdelige kommet over dig?

Osvald

(sætter sig atter oprejst.)

Ja, det er just det, jeg umulig kan fatte og be-
gribe. Jeg har aldrig ført noget stormende liv.
Ikke i nogen henseende. Det skal du ikke tro
om mig, mor! Det har jeg aldrig gjort.

Fru Alving

.

Det tror jeg heller ikke, Osvald.

Osvald

.

Og så kommer dette over mig alligevel! Den-
ne forfærdelige ulykke!

Fru Alving

.

Å, men det vil rette sig, min kære, velsignede
gut. Det er ikke andet end overanstrængelse.
Du kan tro mig på det.

Osvald

.
(tungt.)

Det trode jeg også i førstningen; men det er
ikke så.

Fru Alving

.

Fortæl mig fra ende til anden.

Osvald

.

Det vil jeg også.

Fru Alving

.

Hvad tid mærked du det først?

Osvald

.

Faksimile

25.

33.

Det var straks efter at jeg havde været hjemme
forrige gang og var kommen ned til Paris
igen. Jeg begyndte at føle de voldsomste
smerter i hodet – mest her i baghodet, syn-
tes jeg. Det var som om en trang jernring
blev skruet om nakken og opover.

Fru Alving

.

Og så?

Osvald

.

I førstningen trode jeg, det ikke var andet,
end den sædvanlige hodepine, som jeg havde
været så plaget med da jeg var i opvæksten.

Fru Alving

.

Ja, ja –

Osvald

.

Men det var ikke så; det mærked jeg snart.
Jeg kunde ikke arbejde længer. Jeg vilde begyn-
de på et nyt stort billede; men det var som
om evnerne svigted mig; al min kraft var
som lamslåt; jeg kunde ikke samle mig til
faste forestillinger; det svimled for mig, –
løb rundt. Å, det var en forfærdelig tilstand!
Til slut sendte jeg da bud efter lægen, – og af
ham fik jeg vide besked.

Fru Alving

.

Hvorledes, mener du?

Osvald

.

Det var en af de første læger dernede. Jeg
måtte da fortælle ham, hvorledes jeg følte
det; og så begyndte han at gøre mig en hel
del spørsmål, som jeg syntes sletikke kom

Faksimile

34.

sagen ved; jeg begreb ikke hvor manden
vilde hen –

Fru Alving

.

Nu!

Osvald

Tilsidst sa’ han: der har lige fra fødselen af
været noget ormstukket ved Dem; – han
brugte netop udtrykket «vermoulu.»

Fru Alving

.
(spændt.)

Hvad mente han med det?

Osvald

.

Jeg forstod det heller ikke, og bad ham om
en nærmere forklaring. Og så sa’ den gam-
le cyniker – (knytter hånden.) Å –!

Fru Alving

.

Hvad sa’ han?

Osvald

.

Han sa’: fædrenes synder hjemsøges på
børnene.

Fru Alving

(rejser sig langsomt op.)

Fædrenes synder –!

Osvald

.

Jeg havde nær slåt ham i ansigtet –

Fru Alving

(går henover gulvet.)

Fædrenes synder –

Osvald

(smiler tungt.)

Ja, hvad synes du? Naturligvis forsikkred

Faksimile

35.

jeg ham, at der aldeles ikke kunde være tale
om sligt noget. Men tror du han gav sig for
det? Nej, han blev ved sit; og det var først da
jeg havde taget frem dine breve og oversat for
ham alle de steder, som handled om far –

Fru Alving

.

Men da –?

Osvald

.

Ja, da måtte han selvfølgelig indrømme at
han var på vildspor; og så fik jeg vide sand-
heden. Den ubegribelige sandhed! Dette jub-
lende lyksalige ungdomsliv med kammerater-
ne skulde jeg afholdt mig fra. Det havde
været for stærkt for mine kræfter. Selvforskyldt,
altså ,! Der var in

Fru Alving

.

Osvald! Å nej; tro ikke det!

Osvald

.

Der var ingen anden forklaring mulig, sa’
han. Det er det forfærdelige. Uhelbredelig
ødelagt for hele livet – for min egen ubesin-
digheds skyld. Alt, hvad jeg vilde udrettet
i verden, – ikke at turde tænke på det en-
gang, – ikke at kunne tænke på det. Å, kun-
de jeg bare leve om igen, – gøre det ugjort
altsammen!

(han kaster sig på ansigtet ned i sofaen.)

Fru Alving

(vrider hænderne og går taus kæmpende
frem og tilbage.)

Osvald

.

Faksimile

36.

(efter en stund , ser op og blir halvt liggen-
de på albuen.)

Havde det endda været noget nedarvet,
– noget, som en ikke selv kunde gøre for.
Men dette her! På en så skammelig,
tankeløs, le{f}tsindig måde at ha’ sløset bort
sin egen lykke, sin egen sundhed, alting
i verden, – sin fremtid, sit liv –!

Fru Alving

.

Nej, nej, min kære, velsignede gut; dette
er umuligt! (bøjer sig over ham.) Det står
ikke så fortvilet til med dig, som du tror.

Osvald

.

Å, du ved ikke –. (springer op.) Og så
det, mor, at jeg skal volde dig al den sorg!
Mangen gang har jeg næsten ønsket og
håbet, at du igrunden ikke brød dig
så stort om mig.

Fru Alving

.

Jeg, Osvald; min eneste gut! Det eneste,
jeg ejer og har i verden; det eneste, jeg
bryr mig om.

Osvald

(griber begge hendes hænder og kysser dem.)

Ja, ja, jeg ser det nok. Når jeg er hjem-
me, så ser jeg det jo. Og det er noget af
det tungeste for mig. – Men nu ved du
det altså. Og nu vil vi ikke tale mere
om det for idag. Jeg tåler ikke at tænke
længe på det af gangen. (går opover
gulvet.) Skaf mig noget at drikke, mor!

Fru Alving

.

Drikke? Hvad vil du drikke nu?

Osvald

.

Å, hvadsomhelst. Du har jo noget kold
punch i huset.

Fru Alving

.

Ja, men min kære Osvald –!

Osvald

.

Sæt dig ikke imod det, mor. Vær nu snil!
Jeg må ha’ noget at skylle alle disse na-
gende tankerne ned med. (går op i blom-
sterværelset.) Og så – så mørkt, som her er!

Fru Alving

(ringer på en klokkestreng tilhøjre .)

Osvald

.

Og dette uophørlige regnvejr. Uge efter uge
kan det jo vare ved; hele måneder. Aldrig
få se et solglimt. De gange, jeg har været
hjemme, mindes jeg aldrig jeg har set solen
skinne.

Fru Alving

.

Osvald, – du tænker på at rejse fra mig!

Osvald

.

Hm – (drager vejret tungt.) Jeg tænker
ikke på nogenting. Kan ikke tænke på
nogenting! (lavmælt.) Det lar jeg nok være.

Regine

(fra spisestuen.)

Ringte fruen?

Fru Alving

.

Faksimile

38.

Ja, lad os få lampen ind.

Regine

.

Straks, frue. Den er alt tændt.

(går ud.)

Fru Alving

(går hen til Osvald.)

Osvald, vær ikke forbeholden imod mig.

Osvald

.

Det er jeg ikke, mor. (går hen til bordet.)
Jeg synes, jeg har sagt dig så meget.

Regine

(bringer lampen og sætter den på bordet.)

Fru Alving

.

Hør, Regine, du kunde hente os en halv
flaske champagne.

Regine

.

Vel, frue.

(går ud igen.)

Osvald

(tar fru Alving om hodet.)

Det er, som det skal være. Jeg vidste nok,
mor vilde ikke la’ sin gut tørste.

Fru Alving

.

Du min stakkers kære Osvald; hvorledes
skulde jeg kunne nægte dig nogenting nu?

Osvald

(livfuldt.)

Er det sandt, mor? Mener du det?

Fru Alving

.

Hvorledes? Hvilket?

Osvald

.

At du ikke vilde kunne nægte mig nogen
ting?

Fru Alving

.

Men kære Osvald –

Osvald

.

Hys!

Regine

(bringer en brikke med en halv flaske cham-
pagne og to glas, som hun sætter på bordet.)

Skal jeg åbne –?

Osvald

.

Nej tak, det skal jeg selv.

Fru Alving

.
(sætter sig ved bordet.)

Osvald, –Hvad var det, du mente – jeg ikke
måtte nægte dig?

Osvald

(beskæftiget med at åbne flasken.)

Først et glas – eller to.

Fru Alving

(holder hånden over.)

Tak, – ikke for mig.

Osvald

.

Nå, så for mig da!

(han tømmer glasset, fylder det pånyt og tøm-
mer det atter; derpå sætter han sig ved bordet.)

Fru Alving

(ventende.)

Nu da?

Osvald

(uden at se på hende.)

Hør, sig mig, – jeg syntes du og pastor Man-
ders så så underlig – hm, stilfærdige ud ved
middagsbordet.

Fru Alving

.

La’ du mærke til det?

Osvald

.

Ja. Hm – (efter en kort taushed.) Sig mig, –
hvad synes du om Regine?

Fru Alving

.

Hvad jeg synes?

Osvald

.

Ja, er hun ikke prægtig?

Fru Alving

.

Kære Osvald, du kender hende ikke så nøje
som jeg –

Osvald

.

Nå?

Fru Alving

.

Regine fik desværre gå for længe hjemme.
Jeg skulde taget hende til mig tidligere.

Osvald

.

Ja, men er hun ikke prægtig at se på, mor?

F

(fylder sit glas.)

Fru Alving

.

Regine har mange og store fejl –

Osvald

.

Å ja, hvad gør det?

(han drikker igen.)

Fru Alving

.

Men jeg holder af hende alligevel; og jeg har
ansvaret for hende. Jeg vilde ikke for alt
i verden at hun skulde komme noget til.

Osvald

(springer op.)

Mor, Regine er min eneste redning!

Fru Alving

(rejser sig.)

Hvad mener du med det?

Osvald

.

Jeg kan ikke gå her og bære al denne sjæ-
lekval alene.

Fru Alving

.

Har du ikke din mor til at bære den
med dig?

Osvald

.

Jo, det tænkte jeg også; og derfor kom jeg
også hjem til dig. Men det går ikke på
den måden. Jeg ser det; det går ikke. Jeg
holder ikke mit liv ud her!

Fru Alving

.

Osvald!

Osvald

.

Jeg må leve anderledes, mor. Derfor må
jeg bort ifra dig. Jeg vil ikke ha’, at du skal
gå og se på det.

Fru Alving

.

Min ulykkelige gut! Å, men, Osvald, så
længe du er så syg som nu –

Osvald

.

Var det bare sygdommen alene, så blev
jeg nok hos dig, mor. For du er min bed-
ste ven i verden.

Fru Alving

.

Ja, ikke sandt, Osvald; er jeg ikke det!

Osvald

.
(driver urolig om.)

Men det er alle kvalerne, naget , angeren, –
og så den store dødelige angst. Å – denne
forfærdelige angst!

Fru Alving

.
(går efter ham.)

Angst? Hvilken angst? Hvad mener du?

Osvald

.

Å, du må ikke spørge mig om mere. Jeg
ved det ikke. Jeg kan ikke beskrive det
for dig.

Fru Alving

.
(går over mod højre og trækker i klokkestrængen.)

Osvald

.

Hvad er det du vil?

Fru Alving

.

Jeg vil min gut skal være glad, vil jeg.
Han skal ikke gå her og gruble. (til Regi-
ne, som kommer i døren.) Mere champagne.
En hel flaske.

Osvald

.

Mor!

Fru Alving

.

Tror du ikke vi forstår at leve her på går-
den også?

Osvald

.

Er hun ikke prægtig at se på? Slig, som
hun er bygget! Og så kærnesund.

Fru Alving

(sætter sig ved bordet.)

Sæt dig, Osvald, og lad os tale roligt sammen.

Osvald

(sætter sig.)

Du ved nok ikke, mor, at jeg har en uret at
gøre god igen mod Regine.

Fru Alving

.

Du!

Osvald

.

Eller en liden ubetænksomhed – hvad du vil
kalde det. Meget uskyldigt forresten –. Da
jeg sidst var hjemme –

Fru Alving

.

Ja?

Osvald

.

– så spurgte hun mig så ofte om Paris, og
jeg fortalte hende da et og andet dernedefra.
Så husker jeg, at jeg en dag kom til at sige:
skulde De ikke selv ha’ lyst til at komme
derned?

Fru Alving

.

Nu?

Osvald

.

Jeg så, at hun blev ganske blussende rød,
og så sa’ hun: jo, det havde jeg rigtignok lyst
til. Ja ja, svarte jeg, det kan der nok bli’ råd
for – eller noget sligt.

Fru Alving

.

Nu ja?

Osvald

.

Jeg havde naturligvis glemt det hele; men
da jeg iforgårs kom til at spørge hende, om
hun var glad over at jeg skulde bli’ så læn-
ge hjemme –

Fru Alving

Ja?

Osvald

.

– da så hun så besynderligt på mig, og så
spurgte hun: men hvad blir der så af min rej-
se til Paris?

Fru Alving

.

Hendes rejse!

Osvald

.

Og så fik jeg ud af hende, at hun havde taget
sagen alvorligt, at hun havde gåt her og tænkt
på mig hele tiden, og at hun havde lagt sig
efter at lære fransk –

Fru Alving

.

Derfor altså –

Osvald

.

Mor, – da jeg så den prægtige, smukke, kær-
nefriske pige stå der for mig – før havde jeg jo aldrig
lagt videre mærke til hende – men nu, da jeg

Faksimile

28.

45.

hun stod der ligesom med åbne arme fær-
dig til at ta’ imod mig –

Fru Alving

.

Osvald!

Osvald

.

– da gik det op for mig, at i hende var der
redning; for jeg så der var livsglæde i hen-
de.

Fru Alving

(studsende.)

Livsglæde –? Kan der være redning i den?

Regine

(fra spisestuen med en champagneflaske.)

Jeg ber undskylde at jeg blev så længe; men
jeg måtte i kælderen –

(sætter flasken på bordet.)

Osvald

.

Og hent så et glas til.

Regine

(ser forundret på ham.)

Der står fruens glas, herr Alving.

Osvald

.

Ja, men hent et til dig selv, Regine.

Regine

(farer sammen og kaster et lynsnart sky side-
blik til fru Alving.)

Osvald

.

Nå?

Regine

(sagte og nølende.)

Er det med fruens vilje –?

Fru Alving

.

Hent glasset, Regine.

Osvald

(ser efter hende.)

Har du lagt mærke til, hvorledes hun går? Så
fast og frejdigt.

Fru Alving

.

Dette sker ikke, Osvald!

Osvald

.

Den sag er afgjort. Det ser du jo. Det nytter
ikke at tale imod.

Regine

(kommer med et tomt glas, som hun beholder
i hånden.)

Osvald

.

Sæt dig, Regine.

Regine

(ser spørgende på fru Alving.)

Fru Alving

.

Sæt dig ned.

Regine

(sætter sig på en stol ved spisestuedøren og be-
holder fremdeles det tomme glas i hånden.)

Fru Alving

.

Osvald, – hvad var det du sa’ om livs-
glæden?

Osvald

.

Ja, livsglæden, mor, – den kender I ikke
stort til herhjemme. Jeg fornemmer den
aldrig her.

Fru Alving

.

Ikke når du er hos mig?

Osvald

.

Ikke når jeg er hjemme. Men det forstår
du ikke.

Fru Alving

.

Jo, jo, jeg tror næsten jeg forstår det – nu.

Osvald

.

Den – og så arbejdsglæden. Ja, det er nu
igrunden den samme ting. Men den ved
I hellerikke noget om.

Fru Alving

.

Det kan du nok ha’ ret i. Osvald, lad mig
høre mere om dette her.

Osvald

.

Ja, det er bare det jeg mener, at her læres folk
op til at tro, at arbejdet er en forbandelse og
en syndestraf, og at livet er noget jammer-
ligt noget, som vi er bedst tjent med at kom-
me ud af jo før jo heller.

Fru Alving

.

En jammerdal, ja. Og det gør vi det da
også ærligt og redeligt til.

Osvald

.

Men sligt noget vil menneskene ikke vide
af derude. Der er ingen der, som rigtig tror
på den slags lærdomme længer. Derude
kan det kendes som noget så jublende lyk-
saligt, bare det at være til i verden. Mor,
har du lagt mærke til, at alt det, jeg har
malet, har drejet sig om livsglæden? Altid

Faksimile

48.

og bestandig om livsglæden. Der er lys og
solskin og søndagsluft, – og strålende fornøje-
de menneskeansigter. Derfor er jeg ræd
for at bli’ her hjemme hos dig.

Fru Alving

.

Ræd? Hvad er det du er ræd for her hos
mig?

Osvald

.

Jeg er ræd for, at alt det, som er oppe i mig,
vilde arte ud i styghed her.

Fru Alving

(ser fast på ham.)

Tror du, det vilde ske?

Osvald

.

Jeg ved det så visst. Lev det samme liv
herhjemme, som derude, og det blir dog
ikke det samme liv.

Fru {Os} ˹Al˺v{ald} ˹ing˺

(som spændt har lyttet, rejser ˹sig˺ med store tan-
kefulde øjne og siger:)

Nu ser jeg sammenhængen.

Osvald

.

Hvad ser du?

Fru Alving

.

Nu ser jeg den for første gang. Og nu kan
jeg tale.

Osvald

(rejser sig.)

Mor, jeg forstår dig ikke.

Regine

(som ligeledes har rejst sig.)

Faksimile

29.

49.

Skal jeg kanske gå?

Fru Alving

.

Nej, bliv her. Nu kan jeg tale. Nu, min
gut, skal du vide det altsammen. Og så
kan du vælge. Osvald! Regine!

Osvald

.

Vær stille. Pastoren –

Pastor Manders

(kommer ind gennem forstuedøren.)

Se så, nu har vi havt en hjertens hygge-
lig stund dernede.

Osvald

.

Vi også.

Pastor Manders

.

Engstrand må hjælpes med dette sømands-
hjem . Regine må flytte til ham og være
ham behjælpelig –

Regine

.

Nej tak, herr pastor.

Pastor Manders

(lægger nu først mærke til hende.)

Hvad –? Her, – og med et glas i hånden!

Regine

(sætter hurtigt glasset fra sig.)

Pardon –!

Osvald

.

Regine flytter med mig, herr pastor.

Pastor Manders

.

Flytter! Med Dem!

Osvald

.

Faksimile

50

Ja, som min hustru, – hvis hun forlan-
ger det.

Pastor Manders

.

Men du forbarmende –!

Regine

.

Jeg kan ikke gøre for det, herr pastor.

Osvald

.

Eller hun blir her, hvis jeg blir.

Regine

(uvilkårligt).

Her!

Pastor Manders

.

Jeg forstenes over Dem, fru Alving.

Fru Alving

.

Ingen af delene sker; for nu kan jeg ta-
le rent ud.

Pastor Manders

.

Men det vil De da ikke! Nej, nej, nej!

Fru Alving

.

Jo, jeg både kan og vil. Og endda skal der
ingen idealer falde.

Osvald

.

Mor, hvad er det for noget, som her skjules
for mig!

Regine

(lyttende.)

Frue! Hør! Der er folk, som skriger uden-
for.

(hun går op i blomsterværelset og ser ud.)

Osvald

(mod ˹mo˺ vinduet tilvenstre .)

Hvad er der påfærde? Hvor kommer den
lysningen fra?

Regine

.
(råber.)

Det brænder i asylet!

Fru Alving

(mod vinduet.)

Brænder!

Pastor Manders

.

Brænder? Umuligt. Jeg var jo nylig der-
nede.

Osvald

.

Hvor er min hat? Nå, det kan være det
samme –. Fars asyl –!

(han løber ud gennem havedøren.)

Fru Alving

.

Mit tørklæde, Regine! Det brænder i lys
lue.

Pastor Manders

.

Forfærdeligt! Fru Alving, der lyser straffe-
dommen over dette forstyrrelsens hus!

Fru Alving

.

Ja, ja visst. Kom, Regine.

(hun og Regine skynder sig ud gennem
forstuen.)

Pastor Manders

(slår hænderne sammen.)

Og så ikke assureret!

(ud samme vej.)

Fru Alving

.

Brændt altsammen. Lige til grunden.

Regine

.

Det brænder endnu i kælderne.

Fru Alving

.

At ikke Osvald kommer op. Der er jo in-
genting at redde.

Regine

Skal jeg kanske gå ned til ham med hat-
ten?

Fru Alving

.

Har han ikke sin hat engang?

Regine

(peger ud i forstuen.)

Nej, der hænger den.

Fru Alving

.

Så lad den hænge. Nu må han dog komme

Faksimile

30.

1.

op. Jeg vil selv se efter.

(hun går ud gennem havedøren.)

Pastor Manders

(kommer fra forstuen.)

Er ikke fru Alving her?

Regine

.

Nu gik hun netop ned i haven.

Pastor Manders

.

Dette er den forskrækkeligste nat, jeg har
oplevet.

Regine

.

Ja, er det ikke en gruelig ulykke, herr pastor?

Pastor Manders

.

Å, tal ikke om det! Jeg tør knapt tænke
på det engang.

Regine

.

Men hvorledes kan det være gåt til –?

Pastor Manders

.

Spørg mig ikke, jomfru Engstrand! Hvor –
kan jeg vide det? Vil De kanske også –? Er
det ikke nok, at Deres far –?

Regine

.

Hvad han?

Pastor Manders

.

Å, han har gjort mig rent fortumlet i hodet.

Snedker Engstrand

(kommer gennem forstuen.)

Herr pastor –!

Pastor Manders

(vender sig forskrækket.)

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i høyre marg.]

Er De efter mig her og-
så!

˺

˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i venstre marg.]

Engstrand

.

˺

Ja, jeg må Gu’ døde mig –! Å, Jøss da! Men

Faksimile

2.

dette her er så fælt, herr pastor!

Pastor Manders

(går frem og tilbage.) tilbage.)

Desværre, desværre!

Regine

.

Hvad er det for noget?

Engstrand

.

Å, det kom af denne her andagten, ser du.
(sagte.) Nu har vi gøken, barnet mit! (højt.)
Og så at jeg skal være skyld i, at pastor
Manders blev skyld i sligt noget!

Pastor Manders

.

Men jeg forsikkrer Dem, Engstrand –

Engstrand

.

Men der var jo ingen andre end pastoren,
som rejerte med lysene dernede.

Pastor Manders

(standser.)

Ja, det påstår De. Men jeg kan tilforlade-
lig ikke erindre, at jeg havde et lys i min
hånd.

Engstrand

.

Og jeg, som så så grangiveligt at pastoren
tog lyset og snød det med fingrene og slæng-
te tanen lige bort i høvleflisene.

Pastor Manders

.

Og det så De på?

Engstrand

.

Ja, det så jeg plent, det.

Pastor Manders

.

Dette er det mig umuligt at begribe. Det er

Faksimile

3.

ellers aldrig min vane at pudse lys med
fingrene.

Engstrand

.

Ja, det så også fælt uvorrent ud, gjorde det.
Men kan det da bli’ så rent farligt, herr pa-
stor?

Pastor Manders

(går urolig frem og tilbage.)

Å, spørg mig ikke!

Engstrand

(går med ham.)

Og så har jo ikke pastoren assurer{et}t det
heller?

Pastor Manders

( fremdeles gående.)

Nej, nej, nej; det hører De jo.

Engstrand

(følger med.)

Ikke assurert. Og så gå bent bort og stik-
ke varme på det alt ihob. Jøss, Jøss, for en
ulykke!

Pastor Manders

(tørrer sveden af panden.)

Ja, det må De nok sige, Engstrand.

Engstrand

.

Og så at sligt skulde hænde sig med en vel-
gørendes anstalt, som skulde været til nytte
for både by og bygd, som de siger. Bladene
vil nok ikke fare fint med pastoren, kan
jeg tro.

Pastor Manders

.

Nej, det er just det, jeg går og tænker på.
Det er næsten det værste af det altsammen.
Alle disse hadefulde angreb og beskyldnin-
ger –! Å, det er forskrækkeligt at tænke sig
til!

Fru Alving

(kommer fra haven.)

Han er ikke at formå til at gå fra sluk-
ningen.

Pastor Manders

.

Ah, er De der, frue.

Fru Alving

.

Så slap De dog at holde Deres festtale,
pastor Manders.

Pastor Manders

.

Å , jeg skulde så gladeligen –

Fru Alving

(dæmpet.)

Det var bedst at det gik, som det gik. Dette
asyl var ikke blevet til nogen velsignelse.

Pastor Manders

.

Tror De ikke?

Fru Alving

.

Tror De det?

Pastor Manders

.

Men det var dog en overmåde stor ulykke
alligevel.

Fru Alving

.

Vi vil tale kort og godt om det, som en for-

Faksimile

31.

5.

retningssag. – Venter De på pastoren, Eng-
strand?

Engstrand

(ved forstuedøren.)

Ja, jeg gør nok det.

Fru Alving

.

Så sæt Dem ned så længe.

Engstrand

.

Tak; jeg står så godt.

Fru Alving

(til pastor Manders.)

De rejser nu formodentlig med dampskibet?

Pastor Manders

.

Ja. Det går om en times tid.

Fru Alving

.

Vær da så god at ta’ alle papirerne med
Dem igen. Jeg vil ikke høre et ord mere
om denne sag. Jeg har fåt andre ting at
tænke på –

Pastor Manders

.

Fru Alving –

Fru Alving

.

Siden skal jeg sende Dem fuldmagt til at
ordne alting som De selv vil.

Pastor Manders

.

Det skal jeg så inderlig gerne påtage mig.
Legatets oprindelige ˹bestemmelse˺ må jo nu desværre al-
deles forandres.

Fru Alving

.

Det forstår sig.

Pastor Manders

.

Ja, så tænker jeg foreløbig, jeg ordner det så,
at gårdparten Solvik tilfalder landsognet.
Jordvejen kan jo ingenlunde siges at være fuld-
stændig værdiløs. Den vil altid kunne gø-
res nyttig til et eller andet. Og renterne
af den kontante beholdning, som indestår
i sparebanken, kunde jeg kanske passeligst
anvende til at støtte et eller andet foretagende,
som måtte siges at være til gavn for byen.

Fru Alving

.

Ganske som De vil. Det hele er mig nu
aldeles ligegyldigt.

Engstrand

.

Tænk på mit sjømandshjem, herr pastor!

Pastor Manders

.

Ja, tilforladelig, De siger noget. Nå, det
må nøje overlægges.

Engstrand

.

Nej fan’ ikke overlægge –. Å Jøss’ da!

Pastor Manders

(med et suk.)

Og jeg ved jo desværre ikke, hvor længe jeg
får med de sager at bestille. Om ikke den
offentlige mening vil nøde mig til at fra-
træde. Det beror jo altsammen på udfaldet
af brandforhørerne.

Fru Alving

.

Hvad er det De siger?

Pastor Manders

.

Faksimile

7.

Og udfaldet lar sig aldeles ikke på forhånd
beregne.

Engstrand

(nærmere.)

Å jo såmæn gør det så. For her står Ja-
kob Engstrand og jeg.

Pastor Manders

.

Ja ja, men –?

Engstrand

(sagtere.)

Og Jakob Engstrand er ikke den mand,
som svigter en værdig velgører i nødens stund,
som de kalder det.

Pastor Manders

.

Ja men kære, – hvorledes –?

Engstrand

.

Jakob Engstrand er som en redningens en-
gel at lignes ved, han, herr pastor!

Pastor Manders

.

Nej, nej, dette kan jeg tilforladelig ikke
modtage.

Engstrand

.

Å, det blir nu så alligevel. Jeg ved en,
som har taget skylden på sig for andre
engang før, jeg.

Pastor Manders

.

Jakob! (trykker hans hånd.) De er en
sjelden personlighed. Nå, De skal også
bli’ forhjulpen til Deres sømands-asyl; det
kan De lide på.

Engstrand

(vil takke, men kan ikke for rørelse.)

Pastor Manders

(hænger rejsetasken om skuldren.)

Og så afsted. Vi to rejser sammen.

Engstrand

(ved spisestuedøren, sagte til Regine.)

Følg med mig, tøs! Du skal få leve som
guld i et æg.

Regine

(kaster på nakken.)

Merci!

(hun går ud i forstuen og henter pastorens
rejsetøj.)

Pastor Manders

.

Lev vel, fru Alving! Og gid ordenens og
lovlighedens ånd ret snart må holde sit
indtog i denne bolig.

Fru Alving

.

Farvel, Manders!

Engstrand

(idet han og Regine hjælper pastoren
ydertøjet på.)

Farvel, barnet mit. Og skulde der kom-
me noget på med dig, så ved du, hvor
Jakob Engstrand er at finde. (sagte.)
Lille Havnegaden, hm –! (til fru Alving

Faksimile

32.

9.

og Osvald.) Og huset for de vejfarendes
sjømænderne, det skal kaldes «Kammer-
herre Alvings hjem», det. Og får jeg sty-
re det huset efter mine funderinger, så
tør jeg love, at det skal bli’ salig kam-
merherren værdigt.

Pastor Manders

(i døren.)

Hm – hm! Kom så, min kære Engstrand.
Farvel; farvel!

(han og Engstrand går ud gennem for-
stuen .)

Osvald

(går henimod bordet.)

Hvad var det for et hus, han talte om?

Fru Alving

.

Det er nok et slags asyl, som han og pastor
Manders vil oprette.

Osvald

.

Det vil brænde op ligesom alt dette her.

Fru Alving

.

Hvor falder du på det?

Osvald

.

Alting vil brænde. Der blir ingenting til-
bage, som minder om far. Jeg går og-
så her og brænder op.

Regine

(ser studsende på ham.)

Fru Alving

.

Osvald! Du skulde ikke blevet så længe

Faksimile

10.

dernede, min stakkers gut.

Osvald

(sætter sig ved bordet.)

Jeg tror næsten, du har ret i det.

Fru Alving

.

Lad mig tørre dit ansigt, Osvald; du er
ganske våd.

(hun tørrer ham med sit lommetørklæde.)

Osvald

.
(ser ligegyldig frem for sig.)

Tak, mor.

Fru Alving

.

Er du ikke træt, Osvald? Vil du kanske
sove?

Osvald

(angst.)

Nej, nej, – ikke sove! Jeg sover aldrig; jeg bare
lader så. (tungt.) Det kommer tidsnok.

Fru Alving

(ser bekymret på ham.)

Jo, du er rigtignok syg alligevel, min vel-
signede gut.

Regine

(spændt.)

Er herr Alving syg?

Osvald

(utålmodig.)

Og så luk alle dørene! Denne dødelige
angst –

Fru Alving

.

Luk, Regine.

Fru Alving

(rykker en stol hen til Osvalds og sætter sig
hos ham.)

Se så; nu vil jeg sidde hos dig –

Osvald

.

Ja, gør det. Og Regine skal også bli’ inde.
Regine skal altid være om mig. Du gir mig
nok håndsrækningen, Regine. Gør du ik-
ke det?

Regine

.

Jeg forstår ikke –

Fru Alving

.

Håndsrækningen?

Osvald

.

Ja, – når det behøves.

Fru Alving

.

Osvald, har du ikke din mor til at gi’ dig
en håndsrækning.

Osvald

.

Du? (smiler.) Nej, mor, den håndsrækning
gir du mig ikke. (ler tungt.) Forresten var
Du! Ha-ha! (ser alvorligt på hende.) Forres-
ten var du jo nærmest til det. (hæftigt.)
Hvorfor kan du ikke sige du til mig, Re-
gine? Hvorfor kalder du mig ikke Osvald?

Regine

(sagte.)

Faksimile

12.

Jeg tror ikke fruen vilde like det.

Fru Alving

.

Om lidt skal du få lov til det. Og sæt dig
så her hos os, du også.

Regine

(sætter sig stilfærdigt og nølende på den anden
side af bordet.)

Fru Alving

.

Og nu, min stakkers forpinte gut, nu
skal jeg ta’ byrderne af dit sind –

Osvald

.

Du, mor?

Fru Alving

.

– alt det, du kalder for nag og anger og bebrej-
delser –

Osvald

.

Og det tror du, du kan?

Fru Alving

.

Ja, nu kan jeg det, Osvald. Du kom før
til at tale om livsglæden; og da gik der
ligesom et nyt lys op for mig over alle tin-
gene i hele mit liv.

Osvald

(ryster på hodet.)

Dette her forstår jeg ikke noget af.

Fru Alving

.

Du skulde ha’ kendt din far da han var
ganske ung løjtnant. I ham var livsglæden
oppe, du!

Osvald

.

Faksimile

33.

13.

Ja, det ved jeg.

Fru Alving

.

Det var som et søndagsvejr bare at se på
ham. Og så den ustyrlige kraft og livs-
fylde, som var i ham!

Osvald

.

Og så –?

Fru Alving

.

Og så måtte sligt et livsglædens barn, – for
han var som et barn dengang, – han måt-
te gå herhjemme i en halvstor by, som in-
gen glæde havde at byde på, men bare for-
nøjelser. Måtte gå her uden at ha’ no-
get livsformål; han havde bare et embede.
Ikke øjne noget arbejde, som han kunde
kaste sig over med hele sit sind; – han
havde bare forretninger. Ikke eje en eneste
kammerat, som var mægtig at føle hvad
livsglæde er for noget; bare dagdrivere og
svirebrødre –

Osvald

.

Mor –!

Fru Alving

.

Så kom det, som det måtte komme.

Osvald

.

Og hvorledes måtte det da komme?

Fru Alving

.

Du sagde selv før iaftes, hvorledes det vil-
de gå med dig, om du blev hjemme.

Osvald

.

Vil du dermed sige at far –?

Fru Alving

.

Din stakkers far fandt aldrig noget afløb
for den overmægtige livsglæde, som var i
ham. Jeg bragte heller ikke søndagsvejr
ind i hans hjem.

Osvald

.

Ikke du heller?

Fru Alving

.

De havde lært mig noget om pligter og
sligt noget, som jeg har gåt her og troet på
så længe. Alting så munded det ud i plig-
terne, – i mine pligter og i hans pligter og –.
Jeg er ræd, jeg har gjort hjemmet uudhol-
deligt for din stakkers far, Osvald.

Osvald

.

Hvorfor har du aldrig skrevet mig noget
til om dette?

Fru Alving

.

Jeg har aldrig før set det slig, at jeg kunde
røre ved det til dig, som var hans søn.

Osvald

.

Og hvorledes så du det da?

Fru Alving

(langsomt.)

Jeg så bare den ene tingen, at din far var
en nedbrudt mand før du blev født.

Osvald

(dæmpet.)

Ah –!

(han rejser sig og går hen til vinduet.)

Fru Alving

.

Og så tænkte jeg dag ud og dag ind på den
ene sagen, at Regine igrunden hørte til
her i huset – ligesom min egen gut.

Osvald

(vender sig hurtigt.)

Regine –!

Regine

(farer ivejret og spørger dæmpet.)

Jeg –!

Fru Alving

.

Ja, nu ved I det begge to.

Osvald

.

Regine!

Regine

.
(hen for sig.)

Så mor var altså slig en.

Fru Alving

.

Din mor var bra’ i mange stykker, Regine.

Regine

.

Ja, men hun var altså slig en alligevel.
Ja, jeg har nok tænkt det iblandt; men –.
Ja, frue, må jeg så få lov til at rejse straks
på timen?

{R}Fru Alving

.

Vil du virkelig det, Regine?

Regine

.

Ja, det vil jeg da rigtignok.

Fru Alving

.

Du har naturligvis din vilje, men –

Osvald

(går hen imod Regine.)

Rejse nu? Her hører du jo til.

Regine

.

Merci, herr Alving; – ja, nu får jeg vel si-
ge Osvald da. Men det var rigtignok ikke
på den måden, jeg havde ment det.

Osvald

.

Regine, jeg har ikke været åbenhjertig
imod dig –

Regine

.

Nej, det var såmæn synd at sige! Havde
jeg vidst at Osvald var sygelig så –. Og så
nu, da det ikke kan bli’ til noget arvorligt
mellem os –. Nej, jeg kan rigtig ikke gå
her ude på landet og slide mig op for sy-
ge folk.

Osvald

.

Ikke engang for en, som står dig så nær?

Regine

.

Nej såmæn om jeg kan. En fattig pige
får nytte sin ungdom; for ellers kan en
komme til at stå på en bar bakke før en
ved af det. Og jeg har også livsglæde i
mig, frue!

Fru Alving

.

Ja, desværre; men kast dig bare ikke
bort, Regine.

Regine

.

Å, sker det, så skal det vel så være. Slægter
Osvald på sin far, så slægter vel jeg på min

Faksimile

34.

17.

mor, kan jeg tænke. – Må jeg spørge fruen,
om pastor Manders ved besked om dette
her med mig?

Fru Alving

.

Pastor Manders ved altsammen.

Regine

(får travlt med sit tørklæde.)

Ja, så får jeg rigtig se at komme afgårde
med dampbåden så fort jeg kan. Pastoren
er så snil at komme tilrette med; og jeg
synes da rigtignok, at jeg er lige så nær
til lidt af de pengene, som han – den
fæle snedkeren.

Fru Alving

.

De skal være dig vel undt, Regine.

Regine

(ser stivt på hende.)

Fruen kunde gerne ha’ opdraget mig som
en konditioneret mands barn; for det havde
passet bedre for mig. (kaster på nakken.)
Men skidt, – det kan være det samme! (med
et forbittret sideblik til den korkede flaske.)
Jeg kan såmæn endnu komme til at drikke
champagnevin med konditionerte folk,
jeg.

Fru Alving

.

Og trænger du til et hjem, Regine, så kom
til mig.

Regine

.

Nej, mange tak, frue. Pastor Manders tar

Faksimile

18.

sig nok af mig, han. Og skulde det gå rig-
tig galt, så ved jeg jo et hus, hvor jeg hører
hjemme.

Fru Alving

.

Hvor er det?

Regine

.

I kammerherre Alvings asyl.

Fru Alving

.

Regine, – nu ser jeg det, – du går tilgrunde!

Regine

.

Å pyt! Adieu.

(hun hilser og går ud gennem forstuen.)

Osvald

(står ved vinduet og ser ud.)

Gik hun?

Fru Alving

.

Ja.

Osvald

(mumler hen for sig.)

Jeg tror det var galt, dette her.

Fru Alving

(går hen bag ham og lægger hænderne på
hans skuldre.)

Osvald, min kære gut, – har det rystet
dig stærkt?

Osvald

(vender ansigtet imod hende.)

Alt dette om far, mener du?

Fru Alving

.

Ja, om din ulykkelige far. Jeg er så ræd,

Faksimile

19.

det skal ha’ virket for stærkt på dig.

Osvald

.

Hvor kan du falde på det? Det kom mig
naturligvis højst overraskende; men igrun-
den kan det jo være mig ganske det samme.

Fru Alving

.
(trækker hænderne til sig.)

Det samme! At din far var så grænseløs
ulykkelig!

Osvald

.

Naturligvis kan jeg føle deltagelse for ham,
som for enhver anden, men –

Fru Alving

.

{F}Ikke anderledes! For din egen far!

Osvald

.
(utålmodig.)

Ja, far – far. Jeg har jo aldrig kendt noget
til far. Jeg husker ikke andet om ham,
end at han engang fik mig til at kaste op.

Fru Alving

.

Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde
ikke et barn føle kærlighed for sin far alli-
gevel?

Osvald

.

Når et barn ikke har noget at takke sin far
for? Aldrig har kendt ham? Holder du
virkelig fast ved den gamle overtro, du, som
er så oplyst forresten?

Fru Alving

.

Og det skulde bare være overtro –!

Osvald

.

Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af
disse meninger, som er sat i omløb i verden
og så –

Fru Alving

(rystet.)

Gengangere!

Osvald

(går henover gulvet.)

Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.

Fru Alving

(i udbrud.)

Osvald, – så elsker du heller ikke mig!

Osvald

.

Dig kender jeg da ialfald –

Fru Alving

.

Ja, kender; men er det alt!

Osvald

.

Og jeg ved jo, hvor meget du holder af mig;
og det må jeg da være dig taknemmelig for.
Og du kan jo være mig så umådelig nyttig,
nu, da jeg er syg.

Fru Alving

.

Ja, kan jeg ikke det, Osvald! Å, jeg kunde
næsten velsigne din sygdom, som drev dig
hjem til mig. For jeg ser det nok; jeg har
dig ikke; du må vindes.

Osvald

(utålmodig.)

Ja, ja, ja; alt dette er nu sådanne tale-

Faksimile

35.

21.

måder. Du må huske på, jeg er et sygt
menneske, mor. Jeg kan ikke beskæftige
mig så meget med andre; jeg har nok
med at tænke på mig selv.

Fru Alving

(lavmælt.)

Jeg skal være nøjsom og tålmodig.

Osvald

.

Og så glad, mor!

Fru Alving

Ja, min kære gut, det har du ret i. (går
hen til ham.) Har jeg nu taget alle nag og
bebrejdelser fra dig?

Osvald

.

Ja, det har du. Men hvem tar nu angsten?

Fru Alving

.

Angsten?

Osvald

.
(går henover gulvet.)

Regine havde gjort det for et godt ord.

Fru Alving

.

Jeg forstår dig ikke. Hvad er dette med ang-
sten – og med Regine?

Osvald

.

Er det meget sent på natten, mor?

Fru Alving

.

Det er tidligt på morgenen. (ser ud i blom-
sterværelset.) Dagen begynder alt at gry
oppe i højderne. Og så blir det klarvejr,
Osvald! Om lidt skal du få se solen.

Osvald

.

Det glæder jeg mig til. Å, der kan være
mangt og meget for mig at glæde mig ved og
leve for –

Fru Alving

.

Det skulde jeg vel tro!

Osvald

.

Om jeg end ikke kan arbejde, så –

Fru Alving

.

Å, nu vil du snart kunne komme til at ar-
bejde igen, min kære gut. Nu har du jo ik-
ke længer alle disse nagende og trykkende
tankerne at gå og ruge over.

Osvald

.

Nej, det var godt, at du fik væltet alle de ind-
bildninger af mig. Og når jeg nu bare er kom-
men over dette ene –. (sætter sig i sofaen.)
Nu vil vi snakke sammen, mor –

Fru Alving

.

Ja, lad os det.

(hun skyver en lænestol hen til sofaen og
sætter sig tæt ved ham.)

Osvald

.

– og så rinder solen imens. Og så ved du
det. Og så har jeg ikke længer denne ang-
sten.

Fru Alving

.

Hvad er det jeg ved , sa’ du?

Osvald

(uden at høre på hende.)

Faksimile

23.

Mor, var det ikke så du sa’ før ikveld, at
der ikke var den ting til i verden, som du
ikke vilde gøre for mig, om jeg bad dig
om det?

Fru Alving

.

Jo, det sa’ jeg rigtignok!

Osvald

.

Og det står du ved, mor?

Fru Alving

.

Det kan du lide på, du min kære eneste
gut. Jeg lever jo ikke for noget andet, end
bare for dig alene.

Osvald

.

Ja, ja, så skal du da høre –. Du, mor,
du har et stærkt kraftfuldt sind, det ved jeg.
Nu skal du sidde ganske rolig, når du får
høre det.

Fru Alving

.

Men hvad er det da for noget forfærdeligt –!

Osvald

.

Du skal ikke skrige op. Hører du? Lo-
ver du mig det? Vi vil sidde og snakke
ganske stille om det. Lover du mig det,
mor?

Fru Alving

.

Ja, ja, jeg lover dig det; men bare tal!

Osvald

.

Ja, så skal du da vide, at det med træt-
heden, – og det, at jeg ikke tåler at tænke
på arbejde, – alt det er ikke sygdommen

Faksimile

24.

selv –

Fru Alving

Hvad er da sygdommen selv?

Osvald

.

Den sygdom, jeg har fåt som arvelod,
den – (peger på panden og tilføjer ganske sagte.)
den sidder herinde.

Fru Alving

.
(næsten målløs.)

Osvald! Nej – nej!

Osvald

.

Ikke skrige. Jeg kan ikke tåle det. Jo,
du, den sidder herinde og lurer. Og den
kan bryde løs hvad tid og time det skal
være.

Fru Alving

.

Å, hvilken rædsel –!

Osvald

.

Nu bare rolig. Slig står det til med mig –

Fru Alving

(springer op.)

Dette er ikke sandt, Osvald! Det er umu-
ligt! Det kan ikke være så!

Osvald

.

Jeg har havt et anfald dernede. Det gik
snart over. Men da jeg fik vide, hvorledes
det havde været med mig, da kom angsten
over mig så rasende og jagende; og så rej-
ste jeg hjem til dig så fort jeg kunde.

Fru Alving

.

Faksimile

36.

25.

Det er altså angsten –!

Osvald

.

Ja, for dette er så ˹u˺beskrivelig afskyeligt,
ser du. Å, havde det bare været en al-
mindelig dødelig sygdom –. For jeg er ik-
ke så bange for at dø; skønt jeg jo gerne
vil leve så længe jeg kan.

Fru Alving

.

Ja, ja, Osvald, det må du!

Osvald

.

Men dette er så forfærdelig afskyeligt. At
bli’ ligesom forvandlet til et spædt barn
igen; at måtte mades, at måtte –. Å, –
det er ikke til at beskrive!

Fru Alving

.

Barnet har sin mor til at pleje sig.

Osvald

. ˹ [HIS: Tilføyelsen er gjort i høyre marg.]
(springer op.) ˺

Nej, aldrig; det er netop det, jeg ikke vil!
Jeg tåler ikke at tænke på, at jeg kanske
skulde ligge slig i mange år, – bli’ gam-
mel og grå. Og så kunde du kanske dø
fra mig imens. (sætter sig i fru Alvings
stol.) For det behøver ikke at ende døde-
ligt straks, sa’ lægen. Han kaldte det et
slags blødhed i hjernen – eller noget sligt.
(smiler tungt.) Jeg synes, det udtryk hø-
res så smukt. Jeg kommer altid til at tæn-
ke på kirsebærrøde silkefløjels drappe-
rier, – noget, som er delikat at stryge
nedad.

Fru Alving

(skriger.)

Osvald!

Osvald

(springer op igen og går henover gulvet.)

Og nu har du taget Regine fra mig! Hav-
de jeg bare havt hende. Hun havde nok
givet mig håndsrækningen, hun.

Fru Alving

(går hen til ham.)

Hvad mener du med det, min elskede gut?
Er der da nogen håndsrækning i verden,
som ikke jeg skulde ville gi’ dig?

Osvald

.

Da jeg var kommen mig efter anfaldet der-
nede, så sa’ lægen mig det, at når det kom-
mer igen, – og det kommer igen, – så er der
ikke noget håb mere.

Fru Alving

.

Og det var han hjerteløs nok til at –

Osvald

.

Jeg forlangte det af ham. Jeg sa’ ham,
at jeg havde forføjninger at træffe –. (smi-
ler listigt.) Og det havde jeg også. (træk-
ker en liden æske op af den indre bryst-
lomme.) Mor, ser du denne her?

Fru Alving

.

Hvad er det for noget?

Osvald

.

Morfinpulver.

Fru Alving

.
(ser forfærdet på ham.)

Osvald, – min gut!

Osvald

.

Jeg har fåt tolv kapsler sparet sammen –

Fru Alving

(griber.)

Giv mig æsken, Osvald!

Osvald

.

Ikke endnu, mor.

(han gemmer æsken igen i lommen.)

Fru Alving

.

Dette overlever jeg ikke!

Osvald

.

Det må overleves. Havde jeg nu havt Re-
gine her, så havde jeg sagt hende, hvorledes
det stod til med mig – og bedt hende om
den sidste håndsrækning. Hun havde hjul-
pet mig; det er jeg viss på.

Fru Alving

.

Aldrig!

Osvald

.

Når det forfærdelige var kommet over mig
og hun så mig ligge der hjælpeløs, som et
lidet spædebarn, uhjælpelig, fortabt, håbløs, –
ingen redning mere –

Fru Alving

.

Aldrig i verden havde Regine gjort dette!

Osvald

.

Regine havde gjort det. Regine var så

Faksimile

28.

prægtig lethjertet. Og hun var snart bleven
ked af at passe en slig syg, som jeg.

Fru Alving

.

Da lov og pris at ikke Regine er her!

Osvald

.

Ja, nu får altså du gi’ mig håndsræknin-
gen, mor.

Fru Alving

.
(skriger højt.)

Jeg!

Osvald

.

Hvem er nærmere til det end du?

Fru Alving

.

Jeg! Din mor!

Osvald

.

Just derfor.

Fru Alving

.

Jeg, som har givet dig livet!

Osvald

.

Jeg har ikke bedt dig om livet. Og hvad er
det for et slags liv, du har givet mig? Jeg
vil ikke ha’ det! Du skal ta’ det igen!

Fru Alving

.

Hjælp! Hjælp!

(hun løber ud i forstuen.)

Osvald

(efter hende.)

Gå ikke fra mig! Hvor vil du hen?

Fru Alving

(i forstuen.)

Faksimile

37.

29.

Hente lægen til dig, Osvald! Lad mig
komme ud!

Osvald

(sammesteds.)

Du kommer ikke ud. Og her kommer
ingen ind.

Fru Alving

(kommer ind igen.)

Osvald! Osvald, – mit barn!

Osvald

(følger hende.)

Har du en mors hjerte for mig, – du, som
kan se mig lide al denne unævnelige an
angst!

Fru Alving

(efter et øjebliks stilhed, siger behersket.)

Her er min hånd på det.

Osvald

.

Vil du –?

Fru Alving

.

Om det blir nødvendigt. Men det blir ikke
nødvendigt. Nej, nej, det er aldrig muligt!

Osvald

.

Ja, lad os håbe på det. Og lad os så leve
sammen så længe vi kan. Tak, mor.

Fru Alving

(nærmer sig varsomt.)

Føler du dig nu rolig?

Osvald

.

Ja.

Fru Alving

(bøjet over ham.)

Det har været en forfærdelig indbildning
hos dig, Osvald. Altsammen indbildning.
Du har ikke tålt alt dette oprivende. Men
nu skal du få hvile ud. Hjemme hos din
egen mor, du min velsignede gut. Alt,
hvad du peger på, skal du få, som dengang
du var et lidet barn. – Se så. Nu er anfal-
det over. Ser du, hvor let det gik! Å, det
vidste jeg nok. – Og ser du, Osvald, hvil-
ken dejlig dag vi får? Skinnende solvejr.
Nu kan du rigtig få se hjemmet.

Osvald

(sidder i lænestolen med ryggen mod
baggrunden, uden at røre sig; pludseligt
siger han:)

Mor, gi’ mig solen.

Fru Alving

(ved bordet, ser studsende på ham.)

Hvad siger du?

Osvald

(gentager dumpt og toneløst.)

Solen. Solen.

Fru Alving

(hen til ham.)

Osvald, hvorledes er det med dig?

Osvald

(synes at skrumpe sammen i stolen; alle
musklerne slappes; hans ansigt er udtryks-
løst; øjnene stirrer sløvt frem.)

Fru Alving

(dirrende af rædsel.)

Hvad er dette! (skriger højt.) Osvald!
Hvorledes har du det! (kaster sig på knæ
ned ved ham og rusker i ham.) Osvald!
Osvald! Se på mig! Kender du mig ik-
ke?

Osvald

(toneløst som før.)

Solen. – Solen.

Fru Alving

(springer fortvilet op, river med begge
hænder i sit hår og skriger:)

Dette bæres ikke! (hvisker ligesom
stivnet.) Dette bæres ikke! Aldrig!
(pludseligt.) Hvor har han dem henne?
(famler pilsnart over hans bryst.) Her!
(viger et par skridt tilbage og skriger:)
Nej; nej; nej! – Jo! – Nej; nej!

Osvald

(sidder ubevægelig som før og siger:)

Solen. – Solen.

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: